Aarhus bliver et populært spisested fattigere.
Efter 14 år er det tid at sige farvel til Langhoff & Juul.
Det skriver restauranten selv i et opslag på Instagram, hvor de store følelser er i spil.
I alt besøgte mere end 30.000 gæster årligt Langhoff & Juul, skriver ejeren, Jonas Langhoff, blandt andet i opslaget.
Ifølge ejeren begyndte Langhoff & Juul som en slags modreaktion mod det moderne livs hæsblæsende tempo og med en ideologi om at skabe et bæredygtigt fristed med fokus på kvalitet og overkommelig pris.
Det er nu blevet så svært, at han har besluttet at lukke, citerer bt.dk.
Jonas Langhoff skriver videre.
- I takt med at verden omkring os ændrede sig, blev det sværere at holde fast i dette fokus. Vi lever i en tid, hvor tanken om konstant vækst dominerer alt. En verden, hvor kvantitet og profit konstant prioriteres over kvalitet, fællesskab og menneskelig velfærd.
- Derfor er tiden nu inde til at lukke et kapitel og gentænke fremtiden, skriver han.
Du kan finde restaurantens profil på Instagram lige her.
Langhoff & Juul i Aarhus lukker søndag den 2. marts kl. 15.30, mens Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant i Ebeltoft fortsætter frem til 30. september 2025.
Langhoff & Juul Apartment holder fortsat åbent.