Med et citat fra en kendt politiker som indledning vil jeg sige, at det var en rigtig afgørelse, statsadvokaten kom med omkring imamernes rolle.
Der havde fra muslimsk hold været gjort mange tiltag til at få såvel politikere som andre meningsdannere i tale i Danmark i slutningen af 2005. Da selv 11 ambassadørers henvendelse ikke var nok, valgte nogle religiøse personligheder at rejse ud og se, om man i stedet kunne få verden i tale.
Nu kender jeg samtlige deltagere på de to rejser og ved ganske konkret, at der absolut ikke var nogen hensigt om at skade Danmark. Tværtimod. Hensigten var at få akademikere og beslutningstagere fra den muslimske verden i tale og få dem til at henvende sig til den danske regering, så krisen kunne styres uden om gaden. Det lykkedes ikke i vores moderne informationsalder. Og når man vælger at slå en verdensreligion i ansigtet, kan det være svært at kontrollere følgerne.
Endelig bør man huske, at den gruppe af repræsentanter fra Danmark, som senere deltog i den store imam-konference i Bahrain, brugte en fælles erklæring over for den muslimske verden med afsæt i et korancitat om, at ingen skal undgælde for en andens gerning. Altså en opfordring til ophør af den boykot, som ramte uskyldige danske borgere. Mon ikke alle har lært, at vi hver især har et ansvar for, hvordan vi forvalter retten til at ytre sig.