Den 61-årige Mona Lise Nielsen efterlyses fredag af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Hun er sidst set onsdag og kan gemme sig i kældre, kolonihaver eller haveskure.
Ifølge politiet forlod den 61-årige kvinde sit opholdssted på Saxenhøj i Sakskøbing til fods, og hun er ikke vendt tilbage.
Mona Lise Nielsen beskrives som cirka 170 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning med gråt skulderlangt, pageklippet hår.
Hun var iført en hvid trøje, grå/brun sweater, sort knælang bomuldsfrakke, sorte bukser og medbragte en brun lædertaske.
Politiet beder folk især i Sakskøbing-området om hjælp til at se efter den savnede kvinde.
Hun kan muligvis gemme sig i haveskure, i trappeopgange, kældre, kolonihaver eller lignende. Hun går lidt duknakket, oplyser politiet.
Har man informationer om Mona Lise Nielsen, kan man kontakte politiet på 114.