FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, har talt meget kort med Patrick Mtiliga, som tirsdag blev udelukket fra det danske fodboldlandshold af landstræner Morten Olsen.
Kasper Hjulmand har også tænkt sig at tage kontakt til Morten Olsen for at høre landstrænerens udlægning i sagen, hvor Patrick Mtiliga nægtede at varme op før VM-kvalifikationskampen mod Italien i Milano.
- Min opgave er, at Patrick og vores hold kan præstere på fredag (mod Silkeborg), så det er vigtigt at få den landet, så vi kan få bragt Patrick videre, så han har fuld fokus på de opgaver, der ligger, siger Kasper Hjulmand til onside.dk.
- Derfor er det vigtigt at få den handlet af, og derfor synes jeg også, at det er vigtigt at høre fra Morten, siger træneren.
- Morten er min kollega, og jeg lytter til, hvad Morten siger, og på samme måde med Patrick. Jeg skal sørge for at lytte og få situationen handlet af, og så komme videre og fokusere på Silkeborg, siger Kasper Hjulmand.
FCN-træneren er meget ked af episoden.
- Det var selvfølgelig kedeligt og ærgerligt. Jeg er brandærgerlig over det, for sagen har ikke nogen vindere, der er ikke nogen, der tjener på det. Det er også ærgerligt for Patricks renommé, for det er så langt fra det, som jeg kender til dagligt, siger Kasper Hjulmand.