Endnu engang kan Danske Spil sende tre milliongevinster afsted mod det jyske, og for især én heldig midtjyde bliver påskefrokosten nok en anelse sjovere end den plejer.
Mens solen skinner denne påskesøndag, er der hos en heldig Lotto-spiller fra Midtjylland en ekstra god grund til at smile stort. Vedkommende har nemlig vundet hele 7.000.000 kroner skattefrit efter at have spillet med i Lotto lørdag aften.
Den heldige vinder havde købt den magiske kupon, hvor en af rækkerne bestod af de 7 helt rigtige tal, hos OK Plus i Bording.
Det er dog ikke den eneste heldige dansker, der kan nyde påsken som nybagt millionær. Hver lørdag bliver der traditionen tro også trukket lod om 2x1 million kroner i Millionærgarantien blandt alle spillede rækker.
Aftenens to vindere af Millionærgarantien har det tilfælles, at de begge spillede med via deres PLUS-abonnement, og mens den ene kommer fra Aarhus Kommune skal den sidste million sendes mod Region Nordjylland.
Danske Spil har endnu ikke talt med de tre nye millionære.