Når flere danske gymnasieelever vender hjem fra en uges drukferie i Prag, hvor der er blevet rapporteret om både vold og hærværk, så bør forældrene sætte sig ned og få en alvorlig snak med deres børn.
Det mener næstformand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen.
- Der er et forældreansvar. Det kan vi ikke se bort fra, siger hun til Ritzau.
- Og det tror jeg, man bliver nødt til at snakke om efter det her. Og Jeg tror også, at det er noget, som skolerne vil tage initiativ til, tilføjer hun.
I løbet af tre dage er to danskere blevet stukket ned med kniv i det tjekkiske natteliv - efter alt at dømme af andre unge danskere.
Efter et slagsmål natten til torsdag blev to yderligere danske unge mænd smidt i detentionen, men begge er atter på fri fod.
Derudover er to hoteller blev raseret. Fra det ene lød regningen for reparationer på 30.000 kroner - en regning, der dog er dækket ind af det depositum, som de unge i forvejen havde lagt på hotellet.
Men alt den ballade skal ikke kun skrives på forældrenes regning, understreger Annette Nordstrøm Hansen.
- Jeg tænker også, at der må være nogle rejsearrangører, der har nogle rigtig røde øre efter det her, siger hun.
- For man tager af sted med rigtigt mange unge mennesker. Og en del af dem er sikkert stadig under 18 år. Og det betyder, at man har et kæmpe ansvar, pointerer næstformanden.
Samtidig understreger hun, at de unge danskeres vinterferie i den tjekkiske hovedstad ikke har noget med skolerne eller lærerne at gøre, fordi der er tale om ture, som de unge har arrangeret helt af sig selv.
Dog opfordrer hun alligevel skolerne til at tage en snak med både elever og forældre, når undervisningen starter igen på mandag.
- Det er helt sikkert, at skolerne ikke har noget ansvar. Men det er forfærdeligt, det der er sket dernede, siger Annette Nordstrøm Hansen.
- Så jeg synes helt klart, at man skal diskutere på skolerne, hvordan vi fortæller forældrene om de her ture.
/ritzau/