Lærerne er sendt på lærerværelset, efter eleverne på Favrskov Gymnasium i Hadsten tirsdag valgte at strejke mod regeringens planlagte SU-stramninger, der blev præsenteret i sidste uge.
Det oplyser Favrskovs Gymnasiums elevrådsformand, Noah Vamberg.
- Vi har holdt et stormøde i morges, hvor vi stemte om, hvorvidt vi skulle nedlægge undervisningen. Det endte med 73 procent af stemmerne for forslaget, så nu strejker vi, siger han til Ritzau.
Protesten sker som konsekvens af SU-reformen, som ifølge gymnasieeleverne ikke giver mening.
- Reformen rammer ufatteligt socialt skævt. Og så giver de kontante nedskæringer heller ikke mening, når vi skal have den mest veluddannede generation nogensinde, siger Noah Vamberg.
I stedet for undervisningen afholder eleverne workshops på skole og lektiecafeer. Derudover bliver der informeret om en planlagt demonstration torsdag i København mod SU-reformen.
Fra lærernes side accepterer man elevernes valg om at strejke imod reformen.
- Ved mødet i morges stemte alle eleverne om det. Vi samarbejder med elevrådet og anerkender, at de nedlægger arbejdet, siger Hanne Kragelund, pædagogisk leder på Favrskov Gymnasium.
- Alle lærerne arbejder med andre ting i dag, og så bliver der holdt et møde klokken 13.30 igen, tilføjer hun.
Ifølge Noah Vamberg vil flere gymnasier i landet følge trop i løbet af de kommende dage.
/ritzau/