Kasper Hvidt er Danmarks sidste skanse. Når håndbolden kommer susende, er det hans fornemste opgave at forhindre, at den rammer netmaskerne. Så må den hellere ramme ham. Også i ansigtet, hvis det kræves, selvom det ikke er noget, han foretrækker.
»Mit job er, at de rammer mig, så jeg håber jo egentlig, at de skyder på mig - bare helst ikke i hovedet,« siger Kasper Hvidt, før han tankefuldt holder hænderne op og uddyber:
»Men det er jo også derfor, man har hænder. Normalt når man at flytte hænderne hen foran hovedet. Altså medmindre det er fra meget kort afstand.«
Ikke så ubehageligt
Det er det af og til; fra meget kort afstand. Så risikerer man at blive ramt i hovedet. Eller der, hvor det er endnu værre. Kasper Hvidt skynder sig dog med et skævt smil at underspille dramatikken. Bolden er jo rimelig blød, som han siger.
»Hvis man skulle være så uheldig at blive ramt i hovedet – som sammen med ens ædlere dele er det værste sted, man kan blive ramt – så bliver bolden ligesom mast flad, inden den flyver væk igen,« fortæller han, mens han med hænderne viser, hvordan noget af slagets kraft bliver afbødet, når bolden presses sammen, umiddelbart efter at den med op mod 100 kilometer i timen er kollideret med pandebrasken eller næseryggen.
»Selvfølgelig er det en relativt irriterende oplevelse, men det er ikke så ubehageligt, som det umiddelbart ser ud,« røber han med et skuldertræk.
For Kasper Hvidt er ikke bange for bolden. Eller....
»Njåårhjo - altså ikke bange, men hvis det er meget koldt inde i hallen, og hvis man ikke har varmet så meget op, så tænker man ’Det sidste, jeg gider nu, det er et skud i hovedet ... «
Et plus at blive ramt
Men det tænker han normalt ikke på.
»Når jeg står på mål, tænker jeg: ’Hvem har de andre på banen? Hvor skyder de henne? Hvis de så rammer mig i hovedet, så bliver jeg måske lidt groggy, men normalt kommer jeg hurtigt ind i den samme rytme. Man tænker overhovedet ikke: ’Tænk, hvis han rammer mig’. Det er jo kun et plus for målmanden,« siger han.
Nogle siger, at man skal være lidt speciel for at være målmand. Underforstået, at man nok er lidt skør, når man sådan frivilligt agerer skydeskive (en håndbold kan i øvrigt kastes med omkring 105 kilometer i timen ifølge en artikel i bladet Ingeniøren).
»Det er klart, at pladsen er anderledes, i og med at du er en del af et hold, men alligevel arbejder meget for dig selv, men nej: Jeg tror ikke, man skal være speciel, det er en skrøne. Vi har alle sammen noget, vi synes er sjovt,« forklarer han. Og Kasper Hvidt synes, at det er sjovt at stå på mål.
For dårlig
Der er dog også en anden forklaring på, at en af verdens allerbedste målmænd blev målmand i første omgang, da han for 21 år siden begyndte at gå til håndbold hos Ydun på Frederiksberg.
»Jeg startede som tiårig på højre fløj, hvor jeg blev placeret, fordi jeg var rimelig dårlig, og fløjen er der, hvor man kan lave færrest problemer. Året efter havde vi ingen målmand, og så blev jeg spurgt. Og i og med at jeg ikke var så god, var det ret oplagt at søge nye veje, så det valgte jeg,« forklarer Kasper Hvidt.
Og sådan lyder en af forklaringerne på, at Kasper Hvidt om en uge står i det danske mål ved EM og forsøger at blive ramt af bolden, når den kommer susende med 100 kilometer i timen.
31 år.
Landsholdsmålmand (debuterede juni 1996).
172 landskampe – et mål.
Klub: FC Barcelona.
Har sine styrker i mand mod mand-dueller og på straffekast. Og så er han god, når kontraspillet skal lynstartes.