Mens favoritterne kørte afventende på Giro d'Italias hidtil værste stigning, greb den lille italiener Domenico Pozzovivo chancen og kørte alene til mål og sejrede på 8. etape.
Det gav ingen større ændringer i det samlede klassement, hvilket kan undre en smule, eftersom manden i den lyserøde førertrøje, Ryder Hesjedal, var i alvorlige problemer i finalen. Men favoritterne undlod angreb og lod canadieren bevare trøjen.
Pozzovivo angreb cirka syv kilometer fra mål. Det er den 29-årige italieners største sejr. Tidligere på året vandt han det stærkt besatte mini-etapeløb Giro del Trentino.
8. etape var varm, blæsende og løbets næstlængste. Rytterne var ude på 229 kilometer fra Sulmona til Lago Laceno.
Ryder Hesjedal blev ramt af en defekt på et uheldigt tidspunkt 20 kilometer fra mål, mens feltet satte tempo frem mod etapens sidste stigning Colle Molella, som er det stejleste, lange bjerg, rytterne har været over i denne Giro.
Garmins canadier nåede lige akkurat at komme tilbage inden Molella, men der var ikke overskud til at tage ansvaret i fronten af feltet. Og defekten kostede åbenbart dyrt for Ryder Hesjedal, som dårligt kunne sidde med i favoritgruppen, da stigningen tog til.
Ansvaret tog Astana og Liquigas, som hver især havde to mand i top-10 og en førertrøje at køre for.
Men hverken Ivan Basso, Paolo Tiralongo eller Michele Scarponi udnyttede chancen for et decideret angreb på trøjen og i stedet pilede den lille italienske bjergspecialist Domenico Pozzovivo fra Colnago-holdet af sted og vandt.