Der ventede svenskeren Kurt Ove Eriksson noget af en overraskelse, da han i går gik tur ved vandet i den svenske by Bovallstrand, som ligger cirka 100 kilometer nord for Göteborg. Han fik øje på noget, som han først troede, var et ordentligt stykke plastik.
Men da han så et lille bitte øje på den gigantiske slimede tingest, var han ikke i tvivl om, at det var en slags fisk.
Hvad han ikke vidste var, at det var arten Regalecus glesne, også kaldet sildekongen, som ikke har vist sig i Sverige i mere end 131 år, skriver Svenska Dagbladet.
Kurt Ove Eriksson ringede straks til Havets Hus i Lysekil, som kunne oplyse, at den seneste observation af sildekongen var i 1879, og at fisken kan blive op til 12 meter lang.
"Vi kender ikke meget til arten. Men vi tror, den lever på 1.000 meters dybde. Derfor kalder mange den også søslangen," oplyser Havets Hus.
Den meget sjældne sildekonge er verdens længste benfisk, og for nylig blev den for første gang fanget på video.