Hun er vandret gennem den grønne kornmark for at komme frem. Forbi to vandløb, et lille stykke skov og over en høj bakke i de tidlige morgentimer.

Nu står hun her i mudrede jeans og med våde sokker. Stolt af at have snydt politiet. Sammen med tusinder, der alene med deres kroppe danner en massiv blokade. Og hun er spændt. Måske rydder politiet området om lidt. Måske ikke. Hun venter.

»Jeg er her, fordi det betyder noget. Fordi det ikke er ligegyldigt at forsøge at forandre verden,« siger den 21-årige brite, der kalder sig ’Lisa’.

Det hedder hun ikke. Som de fleste aktivister holder hun sit navn præcis lige så meget for sig selv, som hun omvendt gerne deler sine holdninger med andre.

Hvad sker der?

Lisa står forrest i den kilometerlange kæde. Under de store træer for enden af Lindenallee, der fører lige ind i Heilingendamm – løvens hule – hvor G8-lederne i disse dage mødes.

Med sine blå øje, den sorte, forvaskede t-shirt og det leverpostejfarvede hår falder hun ind i mængden af aktivister, der kæmper for alt fra homoseksuelles rettigheder til fair handel med Afrika. Tusindvis af unge, der er samlet i teltlejre omkring byen. Lisa i Camp Reddelich, den største og mest lukkede.

Lidt over tre i går nat lød alarmen i Reddelich. Alle fløj ud af teltene og kiggede efter betjente, nynazister – hvad sker der? Falsk alarm. Mange har ikke sovet siden.

»Det er ikke sjovt at være her og protestere. Sjovt ville være at gå til dans – det ville jeg hellere. Men jeg har været til mange demonstrationer efterhånden – og jeg ved, at det gør en forskel. De lytter til os derinde,« siger hun.

Rystende hænder

Nu har de siddet på jorden skulder ved skulder og i den intense sol i seks timer.

»5.000 er vi nu,« siger de i megafonerne.

»Vi er mange flere,« råber aktivisterne. Og så klapper de små grupper.

Rundt om dem står ordknappe tyske betjente. »Nein,« siger de mest. De er også bange efter lørdagens demonstration, hvor flere hundrede blev såret i hårde optøjer. En af betjentene skulle skrive en bøde, fortæller en tysk aktivist. Hun så betjentens hånd. Den rystede så meget, at han ikke kunne sætte bogstaverne sammen.

I Camp Rostock

Blandt de op mod 100.000 aktivister omkring Rostock er mange danskere. Foreløbig er to blevet anholdt. En af dem tilsyneladende fordi hun havde samme slags sko som en aktivist, der sparkede en kvindelig betjent i skridtet. Aktivisten er nu løsladt igen.

»Politiet optræder meget provokerende – og helt uden grund. Vi er mange, men vi er fredelige. Vi vil bare have lov til at demonstrere og sige vores mening,« siger 21-årige Erik, der bor sammen med godt 60 andre danskere i Camp Rostock.

Her fester de unge og mødes på kryds af kontinenter og grænser, de ikke selv anerkender.

Nu er der gået otte timer. I solen sidder de stadig med deres papirhatte, deres sæbebobler, deres politiske slagord, deres bannere og deres drømme.

»Vi bliver her resten af vores liv,« siger Lisa og smiler.

Hun ved godt, at det selvfølgelig ikke passer. Men alligevel er der en sandhed i ordene.

»Kampen er ikke slut. Det bliver den aldrig.«

Protesterne fortsætter ugen ud. Her til aften er politiet gået i gang med at rydde demonstranternes barrikader med vandkanoner.