En 54-årig mand skal i morgen, tirsdag, møde op i Retten i Odense, hvor han er tiltalt for mandat- og skyldnersvig i millionklassen. Det skriver Fyens.dk.
Fynboen har svindlet for over 10 millioner kroner, lyder det i anklageskriftet.
Han har uberettiget trukket 8,6 millioner kroner ud af det selskab i Odense, hvor han ifølge anklagerne misbrugte sin stilling som direktør og eneejer.
Den økonomiske svindel, der efter sigende foregik fra 2005 til 2009, betød økonomiske tab for virksomheden, der i 2010 blev erklæret konkurs af Skifteretten i Odense.
I den forbindelse blev direktørens bo taget under såkaldt konkursbegæring, men han undlod at afregne de indtægter, som han efterfølgende fik ved at sælge sit hus i Thailand for 2,1 millioner kroner.
De, der havde penge til gode i det konkursramte selskab, fik ikke dækket deres økonomiske tab, hvilket ifølge specialanklageren bør straffes med skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.
Fyens.dk skriver, at selskabets revisor gjorde opmærksom på, at der i regnskaberne eksisterede et ugennemskueligt tilgodehavende hos et asiatisk søsterselskab.
Dette tilgodehavende voksede i løbet af fire år til omkring seks millioner kroner, hvilket i 2010 fik revisoren til at konkludere, at årsrapporten ikke gav et retvisende billede af økonomien i selskabet, der ifølge CVR-registret handlede med sko og reklameartikler.
- Vi må derfor tage forbehold for dette tilgodehavende, lød det i årsrapporten.