Ritzau
Opdateret kl. 22:29
Danske Bank er ikke længere sigtet i en fransk sag om hvidvask af penge gennem sin afdeling i Estland. Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.
- Danske Bank blev den 11. oktober 2017 sigtet ved den franske domstol Tribunal de Grande Instance de Paris i forbindelse med efterforskning af mistanke om hvidvask forbundet med transaktioner udført af kunder i Danske Bank Estland i perioden 2008-2011.
- Domstolen har i dag (torsdag, red.) ændret Danske Banks status i efterforskningen til såkaldt "assisteret vidne". Det betyder, at Danske Bank ikke længere er sigtet, men fortsat indgår i efterforskningen, skriver Danske Bank.
Sigtelsen er blot en af mange historier, der har ramt banken, siden Berlingske Business oprullede store problemer med hvidvask af penge i Danske Banks estiske filial.
- Danske Bank samarbejder fortsat med de franske myndigheder, og vi kommenterer ikke yderligere på sagen, så længe den efterforskes, skriver Danske Bank.
Danske Bank oplyste i oktober, at der var tale om overførsler på omkring 15 millioner euro fra bankens filial i Estland til Frankrig.
Berlingske Business kunne efterfølgende fortælle, at sagen var en del af den såkaldte "Magnitskij-sag", der dækker over svindel og korruption for op mod 1,4 milliarder kroner i Rusland.
Sagen fik sit navn fra advokaten Sergej Magnitskij, der afslørede svindlen og senere døde i et russiske fængsel.
Samtidig kunne avisen fortælle, at sigtelsen tegnede et billede af Danske Bank som en aktiv spiller i sagen.
Danske Bank var eksempelvis sigtet for "at have ydet hjælp til anbringelser, sløring eller konvertering" af penge tjent på "kriminelle handlinger," og det fremgik desuden af sigtelsen, at lovbruddene skete "på organiseret vis".
/ritzau/