Unesco, der er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, har ifølge den italienske regering godkendt et forslag om i fremtiden at sende FN-soldater ud for at beskytte dele af verdens kulturarv, der er i fare for at blive ødelagt i militære konflikter.
Listen over verdens kulturarv rummer blandt andet steder i Syrien, Irak, Afghanistan, Yemen og Mali.
Beslutningen fra Unesco, der kom lørdag, betyder dog ikke, at FN vil sende soldater til Syrien i morgen, siger forsker i international politik Ole Wæver fra Københavns Universitet.
Han forklarer, at det kun er FN's Sikkerhedsråd, der kan beslutte, hvornår der skal udsendes FN-soldater.
Derfor tolker han i højere grad accepten fra Unesco som en idé - et forsøg på at starte en diskussion om, hvad der kan danne grundlag for, at verdenssamfundet intervenerer i militære konflikter.
- Man kan også forestille sig en diskussion på et tidspunkt, hvis nogle er i gang med at smadre det globale miljø og klimasystemet. Kan verdenssamfundet gribe ind i det tilfælde?, spørger han.
Beslutningen fra Unesco kommer, efter at Islamisk Stat har ødelagt blandt andet dele af den oldgamle by Palmyra i Syrien. Men i situationer som den syriske borgerkrig vil FN stå næsten magtesløs i kampen for at beskytte verdens kulturarv, vurderer Ole Wæver.
- Tager vi eksempelvis Syrien, giver det ingen mening. Det er det samme problem, som hvis man vil lave nogle "sikre zoner" inde i Syrien. Det er meget svært at gøre isoleret set, siger han.
- Enten skal man tage militær kontrol over området, eller også risikerer man en Srebrenica-situation, hvor man ender med at blive tilskuer til det, man ville forhindre, siger han med henvisning til FN's indgriben i Bosnien, der ikke kunne forhindre en massakre.
- Der vil være steder som i Syrien, hvor du ikke kan gøre det uden at tage den militære kontrol med området. Og så er du pludselig i gang med at løse Syrien-konflikten, siger Ole Wæver.
/ritzau/