Politiet i Tyskland har torsdag omkring klokken 14.00 anholdt den 42-årige mistænkte bag to bankrøverier og et knivdrab i Tønder i går.
Det oplyser Hans Roost, der er efterforskningsleder hos Syd- og Sønderjyllands politi til TV2 News.
- Så vidt jeg kan forstå, er anholdelsen foregået udramatisk. Vi vil samarbejde med tyskerne i fortsættelsen af efterforskningen, siger efterforksningslederen til TV2 News.
Politiet har efterlyst Allan Winther, efter at et overvågningskamera filmede ham uden maske i færd med to bankrøverier i Tønder. Fra bankerne løb han i retning af Skibbrogade, hvor den 54-årige Margrethe Nielsen blev fundet af sin datter i lejligheden i nummer 2, dræbt af knivstik.
Ifølge politiet er Allan Winther mistænkt for drabet.
- Mistanken peger mod Allan Winther. Det sammenholder vi med vidneafhøringer, som placerer Allan Winther et sted i nærheden af adressen. Så er det vores opgave at finde al den dokumentation og viden, vi kan om denne sag, siger Hans Roost til TV2 News.