En amerikansk mand kan nu se frem til at få en erstatning fra sine forældre, efter at de med fuldt overlæg ødelagde hans omfattende porno-samling.
Den 42-årige David Werking boede midlertidigt hos sine forældre i Michigan efter at have gennemgået en skilsmisse. Da han efter ni måneder hos forældrene flyttede til Indiana, efterlod han sin pornosamling, som bestod af 12 kasser med diverse pornografisk materiale - heriblandt 1600 videobånd og DVD’er - og to kasser med sexlegetøj.
Forældrene ønskede hverken at flytte tingene til nabostaten eller opbevare samlingen, og i april 2019 fik de nok og smed hele molevitten ud.
Faderen mente, at han gjorde sin søn en tjeneste, men det var David Werking ikke enig i. Han kaldte den omfattende samling for “uerstattelig” og bad derfor retten tage stilling til, om han kunne søge om økonomisk erstatning fra forældrene. Det har han nu fået grønt lys til.
Efter dommen har forældrenes advokat nu allieret sig med en ekspert fra et erotisk museum i Nevada, som skal hjælpe med at vurdere den ødelagte porno.
I første omgang er samlingen blevet anslået til at have en værdi af cirka 150.000 kroner.