Der var engang så smukt ude på landet.

Der var dengang, for ikke ret lang tid siden, hvor man kalkede inden Skt. Hans, klippede hækken og satte en ære i orden og redelighed. Det var dengang, der også var hensynet til de andre at tænke på. Den sociale forpligtelse tvang fru Jensens hakkejern i sving, og alle hejste flag og ordnede have, når byens unge skulle konfirmeres. Det var dengang, man ikke havde råd til en rusten vognpark i baghaven, hvide plastikstole flydende på matriklen og knaldtilbud fra det lokale discountbyggemarked til at pynte rønnen med. Det var dengang, de andre havde noget at skulle have sagt. Dengang man var en del af noget større.

Urbaniseringen fortsætter ufortrødent, hvilket man jo med ovennævnte problemstilling i mente godt forstår. For til trods for min ellers store kærlighed til naturen og livet på landet fik påskens køreture, og særligt den på hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle, mig for alvor til at forstå, hvad det er folk flygter fra.

Grimt og forfaldent

Der er nemlig ikke længere så dejligt ude på landet, men derimod ofte grimt og forfaldent.

Hvor der engang lå levende landsbyer med købmænd og stolte proprietærgårde med tre skorstene, ser man i dag næsten ikke andet end forfald, skæmmede ejendomme, usle tilbygninger og kæmpe svinefabrikker, der skyder op overalt.

Den åndelige fattigdom skriger til himlen. Overalt roder det, rustne biler, rådne bigballer og et glemt badebassin fra i fjor vidner om et tragisk forfald. Grimme bygninger, udtjente landbrugsmaskiner og byggesjusk af værste skuffe. Alle hensyn til naboer og vi andres udsyn er totalt negligerede.

En losseplads

TV s næste primetime-boligprogrammer burde sætte fokus på problemet. Vind en rømning - eller kår ugens værste private skændsel - hvem vil ikke gerne være stjerne for en aften?

Hvorfor rydder de ikke op? Det koster da ikke noget. Hvordan kan man synke så dybt som til at lade sine børn vokse op på en losseplads? Og kan de virkelig ikke selv se, hvor ufatteligt åndsvagt det ser ud, når vinduerne for det første er forskellige og for det andet ikke længere sidder på lige linje. For slet ikke at tale om den tomme gyllebeholder og de punkterede ruder, der redder dem fra udsigten.

Hvorfor vælger en stadig rigere befolkning, der oven i købet bor billigt, en så dårlig udsigt, alt imens bunkerne af ragelse vokser foran vinduerne. Hvad skal de med ødelagte træpaller, udtjente campingvogne og gamle svinehuse? Er der noget, vi andre går glip af? Hvorfor denne armod?

Tag jer sammen

Så tag jer da for pokker sammen: Ryd lortet, bestil en container til skramlet, og kør det direkte til lossepladens. Og sørg for guds skyld for ikke at tage noget nyt med retur.

Skriv til Bo Bedre, inden i bygger næste udestue, om ikke for jeres egen, så for vi andres skyld. Og hvis ikke I selv kan finde ud af det, er det måske efterhånden tvingende nødvendigt med et forbud mod gamle biler i baghaven. Tid til at hidkalde en stadsarkitekt for at se, om noget kan reddes, eller bruge næste pulje af landdistriktsmidler på en landsdækkende sanering.

Det ville jo være rart, hvis også landdistrikterne kunne få lov at blive en del af fremtiden.

Birthe Linddal Hansen er ansat hos Kairos Future. Hun skriver fast i Nyhedsavisen hver 14. dag.