Forslaget fra Dansk Metals nyvalgte formand om at give alle lønmodtagere ret til to års betalt efteruddannelse på en løn svarende til dagpengesatsen på 17.000 kroner møder opbakning i fagbevægelsen.
Både i fagforbundet FOA og i hovedorganisationen FTF er formandskollegerne helt på linje med tonerne fra den nye mand i spidsen for 120.000 metalarbejde.
Men i Fag Og Arbejde, FOA, mener formand Dennis Kristensen, at det er vigtigere at hæve de ufaglærte til faglært niveau, før man efteruddanner de faglærte.
- Det presser sig nok lidt mere på, at de, der i dag ikke har en uddannelse, kan få en på økonomisk fornuftige vilkår. Vi har for eksempel rigtig mange i den offentlige sektor, som arbejder med velfærd og service, som ikke har en uddannelse. Der vil det være rigtig godt, at fjerne de besparelser, der har været, siger han FOA-formanden.
Han henviser til de mange ufaglærte medlemmer i FOA, som må nøjes med at få udbetalt 80 procent af dagpengesatsen.
Bente Sorgenfrey, der er formand for 450.000 offentligt og privat ansatte i FTF, tror dog ikke, spørgsmålet om studieløn til dagpengesats bliver aktuelt i næste overenskomstperiode. Her bliver hovedtemaet at sikre reallønnen, vurderer hun.
- Claus Jensen har fat i en vigtig problemstilling. Det er helt afgørende at lønmodtagere uddanner sig gennem hele livet. Men jeg tror, at ved de kommende overenskomstforhandlinger vil fokus være stift rettet mod at sikre reallønnen, så det bliver et langt sejt træk, siger Bente Sorgenfrey.