Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
DEN STIGENDE FATTIGDOM og dermed den stigende ulighed blev tydelig, da et ekspertudvalg på initiativ af den tidligere SRSF-regering opstillede en relativ fattigdomsgrænse, som viste, at antallet af personer, der var relativt fattige i forhold til resten af befolkningen blev fordoblet fra 2002 til 2013. Fattigdomsgrænsen forudsatte en meget lav disponibel indkomst i tre år og udelukkede studerende og folk med en egentlig formue.
Fattigdomsgrænsen gav - med sammensætningen i Folketinget - uundgåeligt anledning til endeløse diskussioner om målemetoder i stedet for diskussioner om, hvordan vi sikrer en bedre fordeling af goderne i samfundet. Og den nytilkomne borgerlige regering fjernede da også straks fattigdomsgrænsen igen.
Nu har Danmarks Statistik så på bestilling fra Finansministeriet opstillet nye målemetoder – tre nye indikatorer for at kunne følge udviklingen i Danmark i forhold til FN’s Verdensmål for fattigdom. Og selvfølgelig vil diskussionerne om målemetoder nu starte forfra igen.
Den ene af Danmarks Statistiks fattigdomsindikatorer minder om den afskaffede fattigdomsgrænse. Tallet er chokerende. Ikke færre end 226.520 personer havde i 2016 en så lav indkomst efter skat, at de kan betragtes som relativt fattige i forhold til resten af os. Det er mere end 26.000 flere end året før, opgjort på samme måde.
I stedet for nye endeløse debatter om målemetoder burde det tal få alle alarmklokker til at lyde.
Kombinationen af næsten to årtiers reform-amok og en langvarig økonomisk krise har i uhyggelig grad øget afstanden mellem den økonomiske top og bund.
De bedst stillede spurter fra resten, og antallet af de, der ikke kan følge blot nogenlunde med, vokser.
Det burde egentlig ikke være så kompliceret.
NÅR VI FORRINGER arbejdsløshedsforsikringen, forkorter sygedagpengeperioden, begrænser adgangen til førtidspension, lægger loft over kontanthjælpen osv. osv., så har det selvfølgelig konsekvenser.
Konsekvenser ikke blot for statistikker, men for levende mennesker af kød og blod. For mennesker, hvis tilværelse slår knuder undervejs, og som derfor bliver afhængige af det sikkerhedsnet, som fællesskabet spænder ud under os alle.
Så handler det ikke kun om at kunne betale huslejen og få mad på bordet og tøj på kroppen. Så handler det om at kunne leve et liv, der ikke ligger milevidt fra restens. Om at kunne klare en uforudset tandlægeregning, at kunne betale sin medicin, at kunne holde ferie og kunne give børnene gaver med til andres børnefødselsdage, og alt det andet, der ligger indenfor rammerne af en normal tilværelse.
Når flere og flere oplever en tilværelse indenfor alt for snævre økonomiske rammer, så sætter det spørgsmålstegn ved værdien af det fællesskab, som i årtier har været det stærkeste kendetegn ved det danske samfund.
Og spørgsmålstegnet ved fællesskabet sættes både af de, der ikke blot har deres på det tørre, men som kan leve en tilværelse på toppen, og af de, der oplever en stadig større afstand mellem dét, de har mulighed for og kan tilbyde deres børn, og dét liv resten af befolkningen lever.
Og det er lige her, det danske samfund for alvor kan knække over.
VI HAR KURS MOD STIGENDE ULIGHED og fattigdom og stigende rigdom og overflod i hver sin ende af samfundet.
De højeste indkomster vil have mere til sig selv og betale mindre til fællesskabet. Og de, der rammes af stigende fattigdom skal være med til at betale gildet.
Det fjerner troen på, at der er muligheder for at skabe en bedre tilværelse. Det rammer trygheden og det ødelægger forventningen om, at børnene vil opleve en opleve et bedre liv. Den tro, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har advaret mod at miste: “Hvis mange føler, at mulighederne er få. Så bliver fællesskabet sat på en prøve. Frygten får grobund. Mistilliden vokser.”
Når antallet af relativt fattige vokser, så er det lige netop dét, der er på spil. Troen på, at den næste generation vil opleve endnu bedre muligheder. Troen på, at det er fællesskabet, som skaber de bedre muligheder. Og skaber dem for alle.
Og den tro på fremtiden og fællesskabet falder.
Hvis vi ikke sætter foden i jorden, så går det galt.
Så ryger tilliden til den fælles ansvarlighed for de, der har behov for en hjælpende hånd. Så ryger troen på fællesskabet som den stærkeste måde at bygge et samfund op på, og så sprænges velfærdssamfundet i atomer.
Hverken mere eller mindre.
Selvom liberale værdikrigere og deres tænketank Cepos nu vil starte endnu et slagsmål om målemetoder og opstilling af statistikker, så nytter det ikke noget at lade dem stikke hovedet i jorden og trylle fattigdommen væk.
Så skal vi i stedet aflive den struds, og stå på mål for et fællesskab, der skal tage ansvar for alle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.