Over 525 elever fra 9. og 10. klasse samt en række efterskoler skal den 3. september tæt på den maritime branche i Frederikshavn. Det sker ved Maritime Career Day, hvor 20 lokale virksomheder og Søværnet åbner dørene for eleverne.
Her får de unge mulighed for at besøge arbejdspladser, møde ansatte og høre om forskellige uddannelser og job inden for Det Blå Danmark. For mange elever er branchen forholdsvis ukendt på forhånd, fortæller Helle Wolff, der er lærer på Strandby Skole.
- Når de besøger virksomhederne og ser, hvad der faktisk foregår, lige fra avanceret teknologi til internationale samarbejder, bliver det langt mere konkret for dem, siger hun.
Eleverne skal også møde uddannelsesinstitutioner på MARTEC Kragholmen, hvor de kan blive klogere på mulige uddannelses- og karriereveje.
Maritime Career Day arrangeres af Maritime Network Frederikshavn i samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer.