En række myndigheder træner torsdag den 3. september samarbejdet under en større hændelse i og omkring Gedsted i Vesthimmerland.
Selve øvelsen foregår fra klokken 17 til 21, men borgere kan opleve aktivitet og omkørsler allerede fra middag.
Borgere og trafikanter omkring Gedsted i Vesthimmerland kan torsdag den 3. september opleve udrykningskøretøjer, øget aktivitet og omkørsler. Det skyldes Øvelse Tordenskjold, hvor en række myndigheder træner, hvordan de samarbejder under en større hændelse.
Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og FALCK deltager i øvelsen. Formålet er blandt andet at sikre, at de forskellige aktører kender hinandens roller og procedurer, og at de kan koordinere indsatsen, hvis en alvorlig hændelse opstår.
- Når en alvorlig hændelse rammer, er det afgørende, at vi kan arbejde tæt sammen på tværs af sektorer, myndigheder og organisationer. Vi træner ikke kun vores egne procedurer, vi træner i høj grad også det fælles samarbejde, siger beredskabsinspektør Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab.
Deltagerne kender ikke scenariet
Myndighederne oplyser ikke, hvilket scenarie deltagerne skal håndtere. Det er bevidst, fordi deltagerne skal reagere på de oplysninger, der kommer undervejs.
- Det gode samarbejde handler om, at vi kan kommunikere og koordinere, også når tingene udvikler sig hurtigt, og ikke alt er kendt på forhånd, siger Morten Haack, indsatsleder ved Nordjyllands Politi.
Selve øvelsen foregår fra klokken 17 til 21, men der vil være aktivitet i området allerede fra omkring klokken 12.
Der bliver etableret omkørsler, og Hjemmeværnet vil blandt andet stå for trafikregulering. Borgere og trafikanter bliver bedt om at følge Hjemmeværnets anvisninger og de skiltede omkørsler.