En vaskeægte del af LEGOLANDs historie kan nu få en ny ejer. Den originale LEGO-model af Kongeskibet Dannebrog, der har stået i Miniland siden 1998, bliver sat på auktion hos Bruun Rasmussen.
Modellen er bygget af cirka 25.000 LEGO-klodser. Den vejer 17,5 kilo, er 196 centimeter lang og 28 centimeter bred. Ifølge LEGOLAND er det første gang, at en original model fra Miniland bliver sat på auktion.
- Vi har oplevet en stor interesse for at få en byggevejledning til den nye model af Kongeskibet Dannebrog. Måske en af de mange, der har ønsket det, kunne have lyst til at få den originale model hjem i stuen i stedet, siger leder af modelafdelingen Jan Mouritzen.
Ny model har overtaget pladsen
Den gamle model blev bygget i forbindelse med åbningen af det første København-område i Miniland i 1998. Den 1. juli i år åbnede LEGOLAND et nyt område inspireret af Københavns Havn. Her står en ny og markant større udgave af Kongeskibet Dannebrog, bygget af 225.000 LEGO-klodser.
Den oprindelige model bærer ifølge LEGOLAND præg af sine mange år i parken.
- Det er klart, at det har fået lidt patina gennem årene, men jeg synes faktisk, det er imponerende, hvor godt sådan nogle LEGO klodser holder - også her næsten 30 år senere, siger Jan Mouritzen.
Auktionen begynder i dag onsdag den 2. september og slutter onsdag den 16. september.
Hele salgsbeløbet bliver ifølge LEGOLAND doneret til et velgørende formål. Hvilket formål der er tale om, bliver først offentliggjort efter auktionens afslutning.