Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
KAN DU FORESTILLE DIG en Folkebevægelse for et psykiatrivenligt Danmark? At mange i fællesskab satte den fælles ansvarlighed for nogle af de mest udsatte grupper i Danmark højt op på dagsordenen? Vi kan.
Vi kan se, at det er lykkedes at skabe Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark, fordi mange har taget ejerskab på ansvaret for en anden af de mest udsatte grupper. Og det er lykkedes at skabe Folkebevægelsen mod ensomhed, fordi mange har erkendt, at vi i det moderne samfund, på trods af fremgang på mange områder, har flere og flere, der lever alt for adskilt fra andre. Ikke mindst blandt ældre.
OG NÅR VI KIGGER os omkring, kan vi se, at mange beskæftiger sig med forholdene i psykiatrien. Og ikke mindst mange, der ytrer sig offentligt om behovet for investering i psykiatrien og bedre forhold for mennesker med psykiske lidelser. Politikere, patient- og pårørendeorganisationer, fagforeninger - alle taler om, at nu skal der sættes fokus på psykiatrien. Nu skal psykiatrien prioriteres på lige fod med somatikken. Nu skal der handles. Og det er ikke kun meningsdannere og beslutningstagere, der signalerer den gode vilje. Der er en stigende og mærkbar erkendelse af problemerne og en stigende opbakning til, at der skal gøres noget nu. At psykiske lidelser er en af vores største sociale og sundhedsmæssige udfordringer i de kommende år.
Skal vi løse de udfordringer, er der brug for et stærkt folkeligt engagement. Brug for at gøre en bedre psykiatri til en folkesag. For en Folkebevægelse for et psykiatrivenligt Danmark.
Vi har begge gennem vores arbejdsliv deltaget i adskillige psykiatri-topmøder, hvor skiftende ministre, regionspolitikere og andre beslutningstagere har holdt den ene skåltale efter den anden om løft til psykiatrien. Vi har klappet og nikket anerkendende, men skuffelsen melder sig hurtigt, når hverdagen kommer, og resultaterne udebliver.
Vi har med glæde gennem årene hørt budskaberne om, at vi skal have “en psykiatri i verdensklasse”. Og vi har gennem årene set den ene psykiatriplan efter den anden. Intentionerne har været rosværdige, vi er blot ikke nået dertil. Endnu.
Det er ikke undersøgelser, rapporter, kronikker, anbefalinger og planer, der mangler i psykiatrien. Det er omsættelsen af de gode hensigter til handling.
Vi har endnu ikke slået hul på kokosnødden. Den kokosnød, der åbner for ligestilling af psykiatriske lidelser og legemlige lidelser. Mellem psykiatrien og somatikken.
Viden har vi masser af. Både om, hvad der skal til i psykiatrien og somatikken. Og den viden bruges løbende til at skabe fremskridt og forbedringer for mennesker med legemlige lidelser. Somatikken oplever besparelser og øget pres, men der er både i offentligheden og hos beslutningstagerne fokus på, at det somatiske sundhedsvæsen skal forbedres i takt med nye behandlingsmuligheder.
Men den tilsvarende viden om, hvad der skal til i psykiatrien, bruges ikke i nær samme omfang.
DET ER GODT og tiltrængt, at der kommer nye midler og økonomiske pakker til nogle af de store folkesygdomme som kræft og hjerte-/karsygdomme, men samler vi psykiatriske lidelser under en hat, så er den form for handlingsrettet fokus på psykiatrien stort set fraværende.
Og følgerne er deprimerende: Brugere af psykiatrien, der ikke får den rette behandling og det rette tilbud. Svært syge, der nærmest rutinemæssigt udskrives før tid. For få senge og for få tilbud. Alt for mange der bliver kastebold mellem social- og behandlingspsykiatrien. Mellem regioners og kommuners pengekasse.
Det burde I stedet handle om at få det rigtige faglige tilbud og ikke det billigste.
Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt.
Enkeltsager er der nok af. Og handlinger, når enkeltsager rammer forsiden, er der også nok af. Men der skal langt større og bredere handling til.
Først og fremmest skal psykiatrien fuldt og helt på finansloven og dermed ligestilles med somatikken.
Vi skal skrue helt op for ambitionerne på social- og behandlingspsykiatrien. Tilbudene skal tilpasses brugerne. Ressourcerne, rammerne og kapaciteten skal være tilstrækkelig.
Vi skal lytte til brugernes behov og inddrage dem og deres pårørende. Tage udgangspunkt i brugerens behov. Peer-støtte (støtte fra ligestillede) er mange brugere trygge ved og glade for. Der er brug for et langt tættere og konstruktivt samarbejde mellem de fagprofessionelle og peer-støtte, således at peer-støtter indgår som yderligere ressource uden, at det betyder nedskæring af de fagprofessionelle. Anerkendelse af, at peer-støtter kan noget, de fagprofessionelle ikke kan, og de fagprofessionelle kan noget, peer-støtter ikke kan.
Vi er nået langt med nedbringelse af magt og tvang, men der er stadig et stykke vej endnu, inden vi er nået i mål. Desværre ser vi nogen steder en stigning i bælte- eller medicinsk fiksering. Ofte handler det om manglende ressourcer, og derfor er det afgørende, at normeringerne og kompetencerne svarer til sygdomskompleksiteten.
FOREBYGGELSE AF VOLD både indbyrdes mellem brugere og mellem medarbejdere og brugere står naturligt i centrum.
Vi har igennem årene haft voldstilfælde, hvoraf nogle har været fatale med døden til følge. Seneste sag er fra denne uge, hvor en medarbejder blev stukket ned med kniv af en beboer på et bosted. Borgmesteren i kommunen udtaler, at beboeren skulle have haft hjælp, og AT man i lang tid havde forsøgt at få beboeren visiteret til et socialpsykiatrisk tilbud.
Psykiatrisk behandling bygger på tillid mellem behandlere, plejepersonale og sygdomsramte, men tilliden skal i sagens natur være tæt forbundet med sikkerhed. Både for brugere og ansatte.
Det er altid ulykkeligt og helt uforståeligt med to ofre - den der overfalder, og den der rammes.
At arbejde for og sikre bedre forhold for psykisk syge handler ikke kun om selve psykiatrien, men også om at vi får gjort op med den ulighed i sundhed, som rammer psykisk syge. Der er i dag en skræmmende og bekymrende overdødelighed blandt mennesker med en psykisk lidelse.
Psykiatrien er nok det velfærdsområde, hvor ulighed optræder i flest varianter og udformninger. Det gælder ulighed mellem mennesker, ulighed i levealder, ulighed i følgesygdomme.
Psykisk syges levealder er 15-20 år kortere end mennesker uden psykisk sygdom.
Vi bør reagere nu for at undgå, at de psykisk syge kommer til at opleve endnu større forskel på deres livssituation og resten af danskernes.
Vi skal ganske enkelt løfte psykiatrien op på niveau med det øvrige sundhedsvæsen. Det koster, men det er bydende nødvendigt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.