Tusindvis af grundskoleelever skal i denne uge prøve kræfter med demokrati, valgkamp og stemmesedler.
146 skoler deltager i Valgugen 2026, der er en landsdækkende emneuge arrangeret af Danske Skoleelever. Her arbejder elever fra 0. til 9. klasse med demokrati og medbestemmelse frem mod årets elevrådsvalg.
- I Danske Skoleelever mener vi, det er vigtigt, at vi sammen skaber en skole, hvor alle er inddraget og har indflydelse. Men demokrati er noget, man skal øve sig på, siger Madicken Luther, formand for Danske Skoleelever.
I løbet af ugen får eleverne blandt andet mulighed for at debattere, føre valgkamp og stemme. Valgugen kulminerer fredag den 4. september med en national valgdag for eleverne.
Det er gratis for skoler at deltage i Valgugen, som arrangeres af Danske Skoleelever med støtte fra Nordea-fonden.+