Der er ganske gode takter i regeringens udspil til en omfattende sundhedsreform. Til gengæld er der for få penge og alt for megen centralisering.

Til de gode takter hører forsøget på at skabe mere og bedre sammenhæng mellem den praktiserende læge, sygehuset og kommunen. At skabe det nære sundhedsvæsen, som på samme tid betyder gnidningsløs overgang for borgeren fra den ene funktion til den anden, og fastholder alle aktører i sundhedsvæsenet på deres ansvar for deres del af helheden, er helt rigtigt og pokkers svært i det virkelige liv.

Også forøgelsen af beredskaber – ambulancer, lægebiler og akutbiler – hører til de gode takter, ligesom det øgede fokus på uddannelse af flere læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og - hjælpere skal tælles på plussiden, også selvom det har taget år at overbevise regeringen om det enorme uddannelsesbehov, som ligger forude. Samme sted på plussiden kan såmænd også andre mindre initiativer placeres.

Imidlertid overskygges de gode takter af to afgørende kritikpunkter; nemlig underfinansieringen af de gode takter i forhold til omfanget af de kommende års udfordringer og den voldsomme centralisering, der overlader den reelle styring af sundhedsvæsenet til regeringen i København.

Fører det kommende folketingsvalg ikke til en klar folkelig stillingtagen til sundhedsreformen, så risikerer vi at miste tempo og udskyde de beslutninger, der kan motivere til og skabe eller om nødvendigt fremtvinge det helt afgørende tætte samarbejde mellem sygehusene, de praktiserende læger, den kommunale sundhedsindsats og ældreplejen.

Pengene er for få og for gamle

Finansieringen af reformen og den såkaldte Nærhedsfond ligner i alt for høj grad anvendelse og omfordeling af allerede afsatte midler - “gamle” penge -, hvor der ikke bliver taget hul på det såkaldte økonomiske råderum - “nye” penge, der endnu ikke er disponeret - i de kommende år.

Efterhånden, som folketingsvalget er rykket nærmere har finansministeren og andre centrale ministre prøvet at lægge afstand til Venstres valgprogram ved det seneste folketingsvalg i 2015, hvor melodien hed nulvækst som minimum frem til 2020. Og derfor er regeringen og Dansk Folkeparti - måske bortset fra velfærdsknuserne i Liberal Alliance, som til gengæld er faldet til patten i ministerbilerne efter partiformandens klatretur med stålsatte blå øjne op i topskattetræet - på det rene med, at de store
udfordringer med markant flere ældre, flere kronikkere og flere børn i de kommende år vil kræve, at der også tages hul på dette råderum, som ellers nok kunne ligne en buffer til blandt andet skattelettelser i en borgerlig regerings øjne.

Centralisering så det klodser
Regeringens udspil placerer driftsansvar for sygehusene og praksissektoren hos fem sygehusforvaltninger, der geografisk dækker de samme områder, som de nuværende regioner. Driften skal ikke længere tilrettelægges ud fra lokale politiske prioriteringer, men ud fra en årlig retning udstukket af regeringen i en udviklingsplan, som det nye Sundhedsvæsen Danmark skal koordinere og fem nye sundhedsforvaltninger skal føre ud i livet.

Regeringens udviklingsplan vil indeholde de overordnede prioriteringer på sundhedsområdet og den økonomiske ramme for Sundhedsvæsen Danmark og de fem sundhedsforvaltninger. Regeringen skal ikke alene udstikke målene og afsætte økonomien.

Den skal også udpege bestyrelserne for både Sundhedsvæsen Danmark og sundhedsforvaltningerne. Dermed har regeringen sikret sig hånd i hanke med alt dét, der vedrører danskernes sundhed. Når man gennemlæser regeringens egen tekst i reformudspillet forekommer det besynderligt, at ministrene bliver ved med at afvise, at der er tale om centralisering. Reformudspillet er nemlig en ren tilståelsessag.

Regeringen ønsker at bestemme det hele, og derfor er det nødvendigt at centralisere alle afgørende beslutninger. Og det er godt nok også gjort effektivt i reformudspillets strukturdel:

“Til at lede hver sundhedsforvaltning vil regeringen udpege en bestyrelse på seks personer, som skal have erfaring fra sundhedssektoren og stærke kompetencer inden for drift, anlægsprojekter og it. Ét af medlemmerne udpeges efter indstilling fra kommunerne, og ét medlem udpeges på baggrund af forslag fra patientforeningerne.

Regeringen ønsker at udpege de fem nuværende regionsrådsformænd som formænd
for bestyrelserne for de nye sundhedsforvaltninger i forberedelsesperioden og den første tre-års periode. Det skal skabe kontinuitet og bygge bro til den nye struktur.

De nye sundhedsforvaltninger skal sikre en professionel drift af sygehusene. De skal blandt andet gennemføre den nye sygehusstruktur og fortsætte de gode resultater med øget specialisering. De skal både stå for at gennemføre nationale beslutninger. Og de skal træffe lokale beslutninger, f.eks. om den konkrete tilrettelæggelse af ambulanceberedskabet, eller om bestemte operationer skal foregå på det ene eller det
andet sygehus.

Der etableres et nationalt Sundhedsvæsen Danmark (placeret i Aarhus), som ledes af en bestyrelse bestående af stærke fagligheder og med repræsentation af patientforeningerne. Sundhedsvæsen Danmark får kompetence til at koordinere opgaveløsningen, og fem sundhedsforvaltninger ledet af bestyrelser skal have driftsansvaret for sygehuse og praksissektor.”

Tydeligere kan det næppe siges.

Alle tråde samles i regeringens hånd. Og flertallet af de, der skal føre regeringens beslutninger ud i livet, udpeges af regeringen selv. Og statsministeren udtrykte ønsket om at få magten samlet i København ganske klart forleden, da han nævnte, at man lige så godt kan give ansvaret til sundhedsministeren, når nu regionsrådsmedlemmerne, hvergang der opstår problemer, altid siger, at det ikke er deres, men sundhedsministerens ansvar.

Men statsministerens hede ønske om at få al magt til regeringen er reformens achilleshæl. Regeringen vil detailstyre og skubber derfor de, der hidtil er blevet valgt lokalt til at påtage sig dette ansvar til side.

Det er centralisering og afdemokratisering. Og netop centralisering og afdemokratisering er det sidste sundhedsvæsenet har brug for I de kommende år.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.