En jury i Las Vegas har kendt Duane "Keffe D" Davis skyldig i drabet på rapperen Tupac Shakur i 1996.
Davis nægter sig skyldig og har meddelt, at han vil anke.
Næsten 30 år efter drabet på Tupac Shakur er en mand blevet kendt skyldig i sagen.
En jury i Las Vegas har kendt den 63-årige Duane "Keffe D" Davis skyldig i mordet på den verdensberømte rapper, skriver BBC. Tupac Shakur blev skudt flere gange under et drive-by-skyderi i Las Vegas den 7. september 1996. Han døde få dage senere.
Sagen forblev uopklaret i årtier, indtil Davis i 2023 blev tiltalt for mord med et dødbringende våben.
Under retssagen har anklagemyndigheden blandt andet fokuseret på en bog, som Davis udgav i 2019. Her skrev han, at han havde leveret det våben, der blev brugt ved drabet. Davis og hans forsvarer har argumenteret for, at oplysningerne i bogen var opdigtet og skrevet for at sælge bøger.
Juryen brugte ifølge BBC kun få timer på at nå frem til kendelsen.
Davis risikerer livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Han har meddelt retten, at han vil anke.