VI HAR været dér før. Og vi har efterhånden været dér en del gange. Og ikke mindst sygehusvæsenet og de ansatte har oplevet en tilsyneladende uendelig debat om nye måder at organisere sygehusvæsenet på og nye måder at skrue det politiske ansvar sammen på.
Efter en strøm af sygehusnedlæggelser og omorganiseringer i hovedstadsområdet gennem 1980’erne blev Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital i midten af 1990’erne overført fra henholdsvis staten og Frederiksberg kommune til en ny besynderlig konstruktion - Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), som derudover også bestod af Kommunehospitalet, Bispebjerg og Hvidovre Hospitaler
Dermed var det slut med et egentligt statsligt sygehusvæsen, men i virkelighedens verden sad staten alligevel solidt placeret i beslutningsprocesserne. H:S blev styret af en bestyrelsen med statslige repræsentanter, der havde instruktionsbeføjelse, og dermed kunne de sætte hovedstadens politikere skakmat. Det betød en afgørende svækkelse af den demokratiske styring af denne del af sygehusvæsenets demokrati.
I det efterfølgende årti blev styringen af de fjorten amtslige sygehusvæsener ved kommunalreformen overført til de nuværende fem politisk styrede regioner, men uden at retten til at opkræve skat fulgte med. Og dermed bevarede staten en solid hånd på rattet.
NU I dette årti er det så de fem regioners fremtid, der er til debat.
Nu diskuteres der 21 sundhedsfællesskaber bygget op omkring de nye såkaldte supersygehuse med en ny styring, som kommunerne skal spille en rolle i.
Det ligner efterhånden en ren zig-zag-kurs, hvor politikerne hvert årti kaster sygehusvæsenet op i luften for at løse reelle problemer med organisatoriske og styringsmæssige ændringer.
Regionerne har faktisk i deres godt ti års levetid gjort det ret godt.
Vi får mere sundhed for pengene, og det vi får, er bedre. Og vi får det på trods af et stigende misforhold mellem behovet og den økonomi, som Christiansborg-politikerne stiller til rådighed. Og på trods af budgetter, der i årevis blev beskåret med det såkaldte omprioriteringsbidrag og besparelser.
Det er ikke omfattende organisatoriske ændringer og nye skrivebords-styringsformer, der er brug for, hvis vi skal have et endnu bedre sygehusvæsen.
Så handler det i stedet om sammenhæng, samarbejde og helhedstænkning.
Og det giver simpelthen ikke mening endnu engang at starte med at tegne nye strukturer og styringsformer på skrivebordet.
VI HAR brug for i stedet at starte med netop at skabe sammenhæng, samarbejde og helhedstænkning, og derefter skabe de tilsvarende organisatoriske og styringsmæssige rammer.
Som sundheds- og indenrigsminister forventede Lars Løkke Rasmussen forud for de politiske forhandlinger om kommunalreformen, at reformen ville føre til milliardgevinster gennem stordriftsgevinster og effektivisering på sygehusene.
Forventninger til at skaffe besparelser ved at nedlægge de daværende amter og reducere antallet af kommuner blev ganske vist tonet ned, da de politiske forhandlinger om reformen for alvor gik I gang.
Men det ligner efterhånden en tilbagevendende metode til at komme uden om de store økonomiske udfordring for sygehusvæsenet at introducere en ny stor reform. Kommunalreformen skulle være den største reform I vor tid. Kun godt ti år efter, skal vi så have endnu en mega-reform af sundhedsvæsenet, netop på et tidspunkt, hvor det står klart, at sundhedsvæsenet står overfor nærmest uoverstigelige øknomiske udfordringer.
Ingen - hverken borgere eller sundhedsmedarbejdere - har imidlertid brug for endnu en tid med organisatoriske og strukturelle ændringer, sammenlægninger, ændrede ledelsesmodeller, og hvad reformer ellers fører med sig.
Brug i stedet tiden på at løse problemet med sektorovergangene, så borgeren får en håndholdt indsats mellem kommunen og regionen. I dag “falder for mange ned mellem to stole”, og er alt for ofte selv den eneste gennemgående person mellem de to sektorer. Videndel på tværs af regioner og kommuner. Nogen er allerede godt i vej.
Løs uligheden i sundhed, som desværre er stigende. Det gælder både i somatikken og psykiatrien. Vi har tilstrækkelig viden om, at ufaglærte og kortuddannede har kortere levetid end højtuddannede, og dermed færre gode leveår, når de går på pension. "One size fit all" gælder ikke, når vi taler ulighed. For at behandle patienterne med forskellige forudsætninger og bagggrund ens skal vi behandle patienterne forskelligt.
IT-problemer trækker rigtig meget på medarbejdere og ledere. Der går ikke en dag, uden vi i offentligheden hører om fejl, mangler og andre problemer med sundhedsplatformen. Det er tosset, at fem regioner ikke har det samme IT-system, og vel at mærke et system som spiller fuldt og helt sammen med kommunerne.
I en tid, hvor manglen på medarbejdere i sundhedsvæsenet er bekymrende stor, er der brug for, at alles kompetencer og kvalifikationer udnyttes fuldt ud. Regionerne har i flere omgange talt varmt om, at de bruger LEON-princippet (Laveste Effektive Omkostnings Niveau), som i al sin enkelthed handler om at bruge rette fagperson til rette opgave. At læger bruger tid på at taste, når en lægesekretær er langt mere kvalificeret og hurtigere, er det da spild af ressourcer.
Udnyt den styrke regionerne i dag har til at indrette sygehusvæsenet efter befolkningen i regionen. Heller ikke her gælder “one size fit all”.
LAD DETTE årti være det årti, hvor vi udvikler vores sygehusvæsen i tæt samarbejde med medarbejdere og ledere i stedet for at afvikle, og derefter bruge tid på genopbygning.
Vi tror, at mange medarbejdere vil takke politikerne for den beslutning.
Eksperter, sundhedsøkonomer, patientorganisationer og faglige organisationer advarer sammenstemmende imod at nedlægge regionerne.
Danskerne er ikke begejstrede for endnu en storstilet reform. I en undersøgelse, som Norstat har lavet for Altinget og Jyllands-Posten, siger 27 procent ja til at nedlægge regionerne, mens 44 procent siger nej. 28 procent siger ved ikke.
Mon ikke borgerne – i lighed med ledere og medarbejdere – er grundig trætte af politikernes evindelige strukturelle reformer, som igen og igen vender op og ned på sundhedsvæsenet.
Fakta er, at regionerne har leveret på produktivitet, og de har stort set overholdt budgetterne.
Vi har et sygehusvæsen, som er ramt af reform på reform, men også af mange besparelser, som i uhørt grad rammer medarbejdere. Det trækker energien ud af medarbejdere og ledere, og tiden til faglig udvikling, uddannelse og den nære patientpleje- og behandling forsvinder ud i, at der igen skal arbejdes med at reformere og ommøblere i stedet for, at udvikle.
"Sundhedsområdet er blevet for kompliceret til, at nogen kan overskue det ovenfra. Derfor skal det gøres mere fleksibelt nedefra og op". En fuldstændig korrekt beskrivelse af det danske sygehusvæsens situation. Ordene er Lars Løkke Rasmussens og faldt i 2003, da han som daværende sundheds- og indenrigsministerminister argumenterede for at indføre takststyring af sygehusvæsenet.
Og sundhedsvæsenet er ikke blevet mindre kompliceret siden da. Tværtimod.
Derfor vil det også være hul i hovedet, hvis Lars Løkke Rasmussen nu som statsminister vil nedlægge regionerne til fordel for 21 nye sundhedsfællesskaber som led i det længe ventede udspil til en sundhedsreform.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.