Når F.C. København torsdag den 3. september tager imod FC Nordsjælland i Parken, bliver det ikke kun fodbolden, der er i centrum. FCK-spillerne går på banen i specialdesignede trøjer med Røde Kors' jubilæumslogo på brystet. Kampen markerer, at Røde Kors i år kan fejre 150 år i Danmark.
Samtidig er organisationens 3.550 frivillige fra Københavnsområdet blevet inviteret til kampen. De kan købe en billet for 20 kroner, og F.C. København donerer billetomsætningen til Røde Kors. Efter kampen bliver spillernes særlige trøjer desuden sat på auktion til fordel for organisationens arbejde.
Røde Kors fremhæver især de frivilliges betydning i forbindelse med jubilæet.
- På tværs af generationer har frivillige kræfter båret Røde Kors i Danmark fremad. Den vilje er lige så stærk i dag, som den var i 1876, og den er mere relevant, vigtig og nødvendig end nogensinde. I 150 år har frivillige været fundamentet under Røde Kors, og det hylder vi i Parken sammen med F.C. København, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
Både Røde Kors og KB, Kjøbenhavns Boldklub, kunne i foråret fejre 150-års jubilæum med blot én dags forskel.
Ifølge Røde Kors bliver det offentliggjort senere, hvor og hvornår auktionen over FCK-trøjerne åbner.