Børneavisen og LOKK sender med støtte fra Politiken-Fonden Børneavisen gratis til omkring 40 danske krisecentre i et år.
Projektet er blandt andet inspireret af erfaringer fra Viborg Krisecenter.
Børn på omkring 40 danske krisecentre får nu gratis adgang til Børneavisen i et år.
Projektet er et samarbejde mellem Børneavisen og LOKK, Landsorganisationen for kvindekrisecentre, og er støttet af Politiken-Fonden. Ideen bygger blandt andet på erfaringer fra Viborg Krisecenter, hvor avisen er blevet brugt til at skabe samtaler og give børn adgang til nyheder under opholdet.
- Verden kan godt føles lidt lukket ude, når man er på krisecenter. Normalt møder børnene omverdenen i skolen og bliver opdateret på, hvad der sker. På krisecentret kan vi bruge Børneavisen til at støtte børnene og åbne verden lidt op igen, fortæller en anonym medarbejder fra Viborg Krisecenter.
Hvert krisecenter modtager ét ugentligt abonnement i et år. Målet er blandt andet at styrke børnenes læselyst og give børn, mødre og fagpersoner et fælles udgangspunkt for samtaler om aktuelle og svære emner.
- Personligt betyder det her projekt meget for mig, og mit håb er, at vi på sigt kan udbrede projektet og sikre, at alle børn i Danmark har adgang til en avis, der gør dem klogere på deres rettigheder, får dem til at føle sig hørt og giver dem lyst og mod til at deltage i verden omkring dem, siger redaktionschef på Børneavisen, Lise Bæksgaard Christoffersen.
LOKK-direktør Josephine Fock siger, at organisationens medlemmer har vist stor interesse for projektet.