I DEN HIDTIDIGE PENSIONSDEBAT har de fleste fokuseret på de, der er nedslidte eller er på vej til at blive det uden at kunne få tilkendt en almindelig førtidspension eller en seniorførtidspension.
De, som går på arbejde med smertestillende piller i lommen og går hjem med ondt i nakke, skuldre, arme eller knæ. Eller som føler sig mere og mere psykisk belastet eller udbrændt af arbejdet med mennesker eller manglende overensstemmelse mellem arbejdsopgaverne og den afsatte tid. Og som kan se muligheden for at tjekke ud fra arbejdsmarkedet rykke længere og længere ud i horisonten i de næste mange år.
Det er de lønmodtagere, der både rammes i nakken af konsekvenserne af Velfærdsaftalen på Christiansborg i 2006 med stigende pensionsalder og den socialdemokratisk ledede regerings katastrofale reform af førtidspensionen i 2013.
Nedslidte ladt i stikken
Som et plaster på såret blev der dengang indført en seniorførtidspension, som imidlertid ikke har haft nogen helbredende virkning på såret. Man skal være lige så syg for at få denne pension som for at opnå almindelig førtidspension. Det er kun vejen dertil, der er kortere.
Dermed efterlod Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre på den ene side og Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance på den anden side nedslidte lønmodtagere i et ingenmandsland med udsigt til at skulle arbejde endnu flere år og dermed blive slidt endnu mere, før de kunne nå frem til folkepensionens målstreg.
Med Socialdemokratiets nye udspil “De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” lægges der op til at påbegynde reparationerne af nogle af de skader, som førtidspensionsreformen forårsagede.
Fysisk eller psykisk nedslidte skal nu have en egentlig ret til at gå på pension før andre.
Ulighed i pensionsårene
Udspillet tager samtidig fat på den pensions-ulighed, der handler om, hvor mange år vi har udsigt til at modtage folkepension.
Og her er Velfærdsaftalen igen på spil.
Aftalens logik om, at vi lever længere, og derfor nødvendigvis må blive længere på arbejdsmarkedet, lyder tilforladelig. Især når den tilsættes Folketingsflertallets målsætning om, at levealder og pensionsalder skal stige i takt, så det antal år, vi bliver forsørget af fællesskabet på folkepension og efterløn, forbliver det samme, når levealderen stiger.
Men gennemførelsen af Velfærdsaftalen bygger på fup og fiduser, og Folketinget ved det godt.
Folketinget valgte i 2006 at gå ud fra den gennemsnitlige levealder for hele befolkningen og allerede dér, knækkede filmen.
Den måde at bygge rettigheder op på gennemsnitstal, som spænder over meget store forskelle, fører til helt skæve resultater. Metoden er lige så tosset som det gamle ordsprog om, at man kan have en gennemsnitlig god temperatur med fødderne i en dybfryser og hovedet i en gasovn.
Levealderen var dengang i 2006 skævt fordelt. Meget skævt. Eller måske rettere postnummeropdelt.
I velhaverghettoerne levede de bedst stillede - de højtuddannede og højtlønnede - længere end resten af befolkningen. Derfor havde de, der i forvejen havde levet et liv på solsiden, også udsigt til flest år på folkepension, mens kortuddannede og ufaglærte med de laveste indkomster og det hårdeste arbejdsliv fik det færreste antal år på folkepension.
Som på så mange andre områder forgylder dette samfund lange uddannelser.
De bedst stillede scorede gevinsten, mens de dårligst stillede betalte prisen.
Og de seneste tal viser, at det går den gale vej.
Levealderen stiger for alle grupper, men vi har fortsat en meget stor forskel på antallet af leveår på samfundets solside og skyggeside. Forskellen er umiddelbart størst for mænd.
En mand, som netop er fyldt 50 år og som hører til den fjerdedel af befolkningen, der har de højeste indkomster, kan forvente at leve godt otte år længere end en 50-årig mand, som hører til den lavestlønnede fjerdedel af befolkningen.
Den fattigste fjerdedel af den mandlige befolkning havde som 65-årige i 2014 udsigt til 3,2 leveår mere end gruppen havde i 1986, mens den rigeste fjerdedel kunne se frem til 4,9 leveår mere i 2014 end i 1986.
De bedst stillede scorer endnu flere folkepensionsår, mens de dårligst stillede slet ikke kan følge med.
Og det bliver endnu værre, når man kigger på, hvornår de forskellige uddannelsesgrupper får funktionsnedsættelser. Her er det igen de bedst stillede, der løber med pokalen. Og dermed med de gode leveår.
Vindene har vendt
For at gøre op med denne helt fundamentale ulighed i pensionsårene fremlagde FOA i 2015 et udspil til en differentieret pensionsalder, hvor de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, også skal kunne gå tidligst på pension for at opnå samme antal år på pension, som de bedst stillede.
Den tanke mødte ikke opbakning fra mange – hverken på Christiansborg eller i fagbevægelsen. Tværtimod blev tanken skudt ned af de fleste.
Nu spiller Socialdemokratiet så ud med en lignende tanke.
Udspillet bygger på en ret til lønmodtagere med belastende jobs eller i belastende brancher til selv at beslutte sig til at gå på pension tidligere end andre.
Det er et oplæg til reparation af en beskadiget del af velfærdssamfundet, som bør hilses velkommen, og en sejr for lønmodtagerne, der er grund til at glæde sig over.
Udspillet er ikke en færdig model, men indeholder syv fornuftige principper, som en model skal indrettes efter, og forudsætter trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.
Der er en del, der skal på plads
Der er naturligvis en række forudsætninger for, at udspillet reelt fører til forbedringer for lønmodtagere med belastende arbejde og lønmodtagere med mange år på arbejdsmarkedet.
Antallet af år på arbejdsmarkedet og dermed antallet af år på tidligere pension skal udligne de bedst stilledes ekstra år på pension i kraft af længere levetid. Tre års tidligere pension er ikke tilstrækkeligt til at udligne forskellen op til de bedst stillede.
Socialdemokratiet har på forhånd signaleret, at perioder med barselsorlov, deltidsansættelse og arbejdsløshed ikke må blokere for at opnå retten til at gå tidligere på pension.
Udspillet giver kun mening, hvis den nye ret til nedslidningspension, som Socialdemokratiet foreslår, supplerer de ydelser, der gennem visitation kan opnås, når helbreddet ikke længere slår til, og dermed udfylder hullerne i sikkerhedsnettet, når visitation til pension afslås.
Og der skal skabes en ordentlig sammenhæng mellem visiterede ydelser - førtidspension og seniorførtidspension - og rettighedsbaserede ydelser - tidlig pension og arbejdsmarkedspension.
Kan udspillet blive til virkelighed?
Det store spørgsmål er naturligvis, om en kommende socialdemokratisk mindretalsregering kan omsætte pensionsudspillet til virkelighed.
Det kræver på den ene side, at arbejdsmarkedets parter kan nå til enighed med regeringen om en fornuftig model.
Arbejdsgiverne vil være imod, men hvis Socialdemokratiet kan skabe opbakning på Christiansborg til de overordnede rammer for en aftale, så tilsiger treparts-logikken, at parterne altid vil forsøge at opnå det for dem hver især bedste resultat. Og dermed gå konstruktivt ind i en trepartsforhandling.
I lyset af, hvordan udspillet i første omgang er modtaget af partierne, kan det se svært ud.
Men det skal kunne lykkes, hvis politikerne skal rette lidt op på den tillidskløft over til lønmodtagerne, som reform amok-perioden med god grund skabte.
Og ikke mindst, hvis vi skal gøre et reelt indhug i den stigende ulighed.
Kokosnødden er ikke knækket.
Velfærdsaftalen bygger fortsat på helt urealistiske forventninger om, hvor mange år, vi skal være på arbejdsmarkedet.
Men nu er der slået det første afgørende hul på nødden. Nu lægges der op til at tage fat på en indsats for de, der rammes hårdest af stigende pensionsalder.
Og det er et godt skridt i den rigtige retning.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.