Blog
Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Se alle blogindlæg
Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen
Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
DET VAR dengang, da de konservative ligesom så mange andre talte om det nødvendige opgør med den negative sociale arv. Den, der gør, at fattigdom går i arv gennem generationer.
Med årets såkaldte landsråd har de konservative tydeligvis skiftet fokus. Nu handler det ikke længere om at påtage sig et ansvar overfor dem, der mangler sølvskeen.
Nu handler det om det stik modsatte; nemlig den positive sociale arv. Om dem i den modsatte ende af velstandsstigen.
Om dem, der ikke blot bliver født med sølvskeen i hånden, men som kommer til verden med et komplet guldbestik til 48 personer bundet til navlestrengen. Og som ikke blot har udsigt til en tilværelse på den absolutte solside med alt, hvad hjertet begærer, men som også har udsigt til at arve det halve kongerige med eller uden prinsessen.
DET ER dem, de konservative nu kaster sig ud i en (valg)kamp for at værne om. Vel at mærke for at værne mod at skulle betale en afgift til fællesskabet af den arv, som de ikke nødvendigvis selv har bidraget til med blot den mindste indsats.
Partiformand Søren Pape gør ligefrem kravet om et opgør med arveskatten til et af de mest centrale krav, hvis de konservative igen skal indgå i en regering efter det kommende folketingsvalg.
Partiformanden vil have en kommende regering til at fokusere på skattelettelser: “Det ville være at forlade klassisk borgerlig politik om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.”
Helt så klassisk borgerlig politik er skattelettelser for enhver pris da vist ikke på områder som militær, politi, erhvervsstøtte og kongehus, men de konservative og for den sags skyld også Venstre er for tiden tydeligvis meget stærkt påvirket af de blodaftapninger, som velfærdsknuserne i Liberal Alliance har foretaget i de gamle borgerlige partiers vælgergrundlag.
MEN NÅR Pape gør opgøret med arveafgiften til en af “de absolutte hovedprioriteter for partiet”, så stikker det dybere end som så.
Så ligner det mere et desperat forsøg på at sige til de danske velhavere: “Vil I ikke gerne vende tilbage til de konservative på valgdagen (og når valgkampen skal finansieres), så skal vi nok gøre den positive sociale arv til det vigtigste fremskridt i Danmark nogensinde. Så skal I nok få lov til at beholde hele kongeriget, når det skal overdrages til næste generation”.
Og Pape er godt i gang med at øve sig på argumenterne for at videreføre og styrke den positive sociale arv. Således er den positive sociale arv i følge Pape ikke et spørgsmål om at understøtte en udvikling, hvor nogen får endnu bedre kort på hånden end andre.
Tværtimod.
Det dér med at hente en beskeden afgift hos dem, der fødes med lutter esser på hånden, opfatter Pape i stedet som “sådan en klassisk, dansk misundelsestanke om, at hvis jeg ikke selv kan få det, så skal ingen have det.”
Når børn således skal betale 15 procent i arveafgift af millionerne udover de første 289.000 kr. til den danske velfærd, så er det med de nye konservative øjne simpelthen ren misundelsespolitik. Så er det i Papes verden i virkeligheden dem, der er ofre for den negative sociale arv - dem som bare sidder dér i fattigdommen og er misundelige på millionær- og milliardærbørnene - der er skyld i, at arven ikke går til arvingerne uden nogen form for bidrag til velfærden, og dermed uden bidrag til forsøgene på at gøre op med den negative sociale arv.
OG MED dette både overraskende og besynderlige argument serverer Pape så partiets nye fortolkning af den sociale arv på … ja, det kan vel dårligt være andet end på et sølvfad.
Og ny er fortolkningen.
Den fremtrædende konservative Palle Simonsen, som blandt mange politiske poster også har været socialminister, beskrev i 2009 i forordet til sin bog “Gemt eller glemt – alle har ret til at være med” på glimrende vis den tidligere konservative opfattelse af den sociale arv:
“Stort set alle politiske partier taler om støtte til de såkaldt svage grupper. Mit eget gamle parti gør det oven i købet – og med rette – til en væsentlig bestanddel af konservatismen. Men hvor er de konkrete tiltag? Hvorfor tager partierne ikke alvorligt fat i forhold til ligestillingen af handicappede, bekæmpelsen af den sociale arv, hjælp og støtte til mennesker med ondt i sindet og forståelsen for, at flere og flere bliver hægtet af det velfærdssamfund, hvor mottoet først og fremmest burde være “retten til at høre til”.”
NU PRÆSTERER Søren Pape så et konkret tiltag: Vi skal af med arveafgiften.
Det blev ikke et tiltag om ligestilling af handicappede, bekæmpelse af den negative sociale arv eller hjælp til mennesker med psykiske lidelser.
Det blev til et desperat forsøg på at udråbe Liberal Alliances konservative halehæng til de rigestes beskytter.
Synd og skam for den klassiske konservatisme med den sociale ansvarlighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.