Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
I SIG selv er det ikke epokegørende, at regeringen fremlægger sin plan for modernisering af den offentlige sektor – “Sammenhængsreformen”. Sådanne planer har været et obligatorisk pensum for skiftende regeringer de seneste fire årtier.
Schlüter lagde for, Nyrup fulgte efter, Fogh Rasmussen inddrog interessenterne og Løkke Rasmussen trådte i Fogh Rasmussens inddragende fodspor. “Moderniseringsprogrammet” i 1983, “Nyt syn på den offentlige sektor” i 1993, “Med borgeren ved roret” I 2002 og i år så “Sammenhængsreformen”
Markedsgørelse, frit valg, afbureaukratisering, bedre ledelse, resultatmål og produktivitetskrav, nye måder at organisere de offentlige institutioner på, privatiseringer, nye incitamenter til offentligt ansatte, effektivitetsøgning, kvalitetsudvikling har med skiftende politisk toning været gennemgående elementer i reformerne.
DET, DER kan få “Sammenhængsreformen” til at skille sig ud, handler om New Public Management - Ny Offentlig Styring - som styringsform i den offentlige sektor og Konkurrencestaten som murbrækker for en total samfundsomvæltning.
Innovationsminister Sophie Løhde har, som den der har stået i spidsen for udarbejdelsen af “Sammenhængsreformen”, foreløbigt lagt spor ud for langt mere indgribende og grundlæggende ændringer af de offentligt ansattes muligheder for at yde den gode indsats.
Den indsats, der i mødet med borgeren gør forskellen, og den indsats, der understøtter dét, der driver offentligt ansatte. De ansatte drives af at gøre en forskel for andre og yde det bedst mulige for de mennesker, der er afhængige af børnepasning, folkeskole, sundhedsvæsen, ældrepleje, indsatsen for udsatte grupper og alle de andre uundværlige dele af det danske velfærdssamfund.
De tre planer for modernisering af den offentlige sektor, der gik forud for “Sammenlægningsreformen”, har på hver sin måde understøttet udviklingen af både New Public Management og den såkaldte Konkurrencestat.
DET ER New Public Management, der lægger op til at omdanne velfærdens fællesskabsinstitutioner til virksomheder, der skal være i konkurrence med andre fællesskabsinstitutioner og private leverandører. Det er derfra, registreringshelvedet stammer.
Det er den styringsform, som tapper de ansatte for motivation og engagement, når dét, der kan tælles, måles og vejes, også skal tælles, måles og vejes, uanset om de endeløse baner af data skal bruges eller ej. I stedet for at tiden bruges på barnet, eleven, den syge, den ældre, den handicappede og på den dokumentation, som giver mening i arbejdsdagen.
Og det er New Public Management, der sætter effektivitet og masseproduktion over kvalitet og håndholdt velfærd. Det er herfra, at billedet af kunden, der med indkøbskurven går gennem velfærdssupermarkedet og piller velfærd ned fra hylderne i en selvbetjent velfærdsbutik drevet på et kunstigt velfærdsmarked, stammer.
New Public Management skulle bruges til at billiggøre den offentlige sektor og dermed den skatteyderbetalte velfærd og service. I den forstand har styreformen såmænd også været en succes. Men den har alligevel kostet. Kostet på det aller vigtigste; nemlig velfærdens og servicens kvalitet. Ansatte, der presses til at løbe stærkere og stærkere, ansatte, der mangler tid, og ansatte, der mangler flere hænder med på holdet, kan ikke arbejdslivet ud løbe en uendelig marathon og samtidig være nærværende og bruge den faglighed, som skaber kvaliteten i mødet mellem borgere og den ansatte.
DER ER gode takter i konturerne af den samlede “Sammenhængsreform” som peger i retning af et opgør med netop dét, New Public Management har kostet for velfærd og service. Det ser ud til, at velfærdens kerne - dét med mødet mellem en borger og en professionel - vil få bedre vilkår, at de ansatte vil få bedre mulighed for at bruge deres faglighed og bruge det faglige skøn ansigt til ansigt med borgeren.
Der er også udsigt til en del regelforenkling og afskaffelse af unødig registrering og ødelæggende tidstyranni.
Alle planer for modernisering af den offentlige sektor har sat ledelse i højsædet. Det gør “Sammenhængsreformen” også.
OG DER er brug for bedre ledelse, men ingen af planerne har endnu erkendt, at den største ledelsesmæssige udfordring er at kunne håndtere fjernledelse, når lederen og medarbejdere befinder sig langt fra hinanden. Når lederen sidder på kontoret og den ansatte befinder sig alene med borgeren et helt andet sted. Det kan kun give succes, hvis fjernledelse baserer sig på grundlæggende tillid til den ansatte og den ansattes faglighed. Her tegner “Sammenhængsreformen” sig heldigvis til at kunne komme til at skille sig ud fra sine forgængere.
Sophie Løhde har signaleret, at vi skal væk fra New Public Management. Alene signalet bør roses.
Innovationsministeren er liberal, og derfor vil der i sagens natur være en række elementer i New Public Management og Konkurrencestaten, som “Moderniseringsreformen” ikke kommer til at tage fat på. Markedsgørelse, virksomhedstænkning, velfærden som et supermarked osv.
Men lykkes det Sophie Løhde og de ansatte at begynde at afmontere de værste dele af New Public Management på trods af Finansministeriets magtfulde embedsmænd, så vil der være god grund til at sige: “Godt gået, Sophie.”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.