Sønderborg Lufthavn og Danish Air Transport (DAT) har indgået aftale om at overtage det konkursramte Cimber Sterlings flyvninger til og fra København.
Allerede torsdag aften klokken 19:25 letter det første fly fra Sønderborg med kurs mod hovedstaden.
- Vi er utroligt glade for, at denne vigtige rute bevares. Vi kan allerede nu fortælle, at der kommer en ekstra rotation på ruten, fortæller lufthavnschef Anders Sørensen til Ritzau.
DAT vil også flyve fra København til Rønne seks gange dagligt med et fly, der har 66 sæder. Sønderborg vil få fem daglige afgange til København med et fly, der har plads til 48 passagerer.
Flyvningerne til og fra Bornholm forventes ligeledes at gå i gang torsdag aften, oplyser DAT til Børsens netavis.
Det lille danske flyselskab har gennem længere tid foretaget flyvninger for Cimber Sterling som underleverandør på netop disse ruter, og derfor står to fly klar til at tage ruterne allerede i aften.
- Det er vores plan at se, om vi allerede i aften kan starte på to af de ruter, vi gerne vil flyve. Det er Sønderborg og Bornholm. Og dem vil vi gerne flyve fremover, siger Jesper Rungholm, direktør i DAT, til Børsen.
Han fortæller, at selskabet også ville være interesseret i at overtage flyvningerne fra København til Karup, men at han forventer, at det store norske lavprisselskab Norwegian vil byde ind på den rute. Norwegian har tidligere fløjet på ruten.
- Karup kunne også have været interessant for os, men den har Norwegian allerede været på, og jeg ønsker ikke at slås med nogen om de her ruter, siger Jesper Rungholm til Børsen.