Flankeret af et væld af embedsmænd har justitsministeren, finansministeren og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard netop annonceret, at de er nået til enighed.
Dermed kan den danske befolkning se frem til igen at blive mødt af flere toldere ved de danske grænser.
Flertallet er fundet med hjælp fra Kristendemokraternes ene medlem af Folketinget, Per Ørum Jørgensen, der leverer det afgørende 90. mandat.
"Det er en historisk aftale," sagde formand for Dansk folkeparti, Pia Kjærsgaard, efter det halvanden time lange møde.
Og selvom alle aftalens partier var repræsenteret, da finansministeren, Claus Hjort Frederiksen, overbragte nyheden til pressen, så markerer aftalen især en sejr for Dansk Folkeparti, der længe har hæget om øget grænsekontrol.
Aftalen kommer både til at omfatte både grænsen mod Tyskland og grænsen ved Øresundsbroen mod Sverige. Og der vil både ske øget kontrol ved landfaste grænser, ved havne og i lufthavne.
"Det bliver til lands, til vands og i luften," meddelte en glad Pia Kjærsgaard.
Men danskerne skal ikke forvente at, at bomme går ned, hver gang de prøver at køre ind eller ud af landet. Passet kan du også godt lade blive hjemme. Det sker for ikke at bryde den europæiske Schengen-traktat, der for godt 10 år siden fjernede grænsekontrollen i mellem størstedelen af Europas lande.