Tusindvis af mennesker sørgede torsdag over den nigerianske forfatter Chinua Achebe, der er blevet kaldt faren til Afrikas litteratur, da han blev begravet i sin hjemby Ogidi.
Præsident Goodluck Jonathan og højtstående udenlandske repræsentanter var til stede ved ved mindehøjtideligheden for Achebe, der blev verdensberømt på romanen Things Fall Apart (Alt falder fra hinanden) fra 1958.
Romanen anses for at være den internationalt mest læste afrikanske roman og er blevet en arketypisk afrikansk bog på engelsk. Den er fast pensum i skoler på næsten hele det afrikanske kontinent.
Bogen beskriver skikke og hverdagsliv i en af Nigerias klaner i slutningen af det 19. århundrede, da det kommer til kultursammenstød med britisk kolonialisme og kristne missionærer.
En stor menneskemængde var samlet uden for kirken, hvor begravelsen fandt sted under telte i gaderne i den lille by, hvor der var opsat storskærme og højttalere for de mange deltagere.
Selv om Nigerias ledere ofte blev stærkt kritiseret i Achebes bøger, så roste Jonathan den afdøde forfatter, og præsidenten sagde, at Afrikas mest befolkningsrige land er under forandring.
- Vi må alle arbejde sammen, så vores børn vil komme til at forstå, at der er et land, sagde Jonathan ved begravelsen med henvisning til Achebes sidste bog, "Der var et land."
Achebe, som døde i USA i marts i en alder af 82 år, er et ikon i Nigeria og mange andre steder i verden. Han levede og arbejdede som professor i USA i nogle af sine sidste år - senest på Brown Universitet på Rhode Island.
/ritzau/AFP