Det danske landshold i ishockey skal have ny træner, efter at svenske Jan Karlsson har besluttet at stoppe efter fem år i jobbet.
Karlsson, der stod i spidsen for danskerne ved VM på hjemmebane tidligere i år, siger torsdag til TV2, at han ikke længere har energien til at stå i spidsen for holdet.
Hvem, der skal overtage, er der endnu ingen forlydender om, men det bliver næppe en dansker.
I hvert fald ikke hvis unionen skal følge det spor, der er lagt i forhold til valget af landstrænere, siden Danmark spillede sig op i det fineste ishockeyselskab.
Danmark har været en A-nation i ishockey siden 2003, hvor en svensker havde roret, og siden har flere andre svenskere og en enkelt canadier haft jobbet.
Den seneste danske landstræner var Per Holten Møller, der trænede holdet i starten af 1990'erne.
Her er trænerne, der har stået i spidsen for Danmark ved VM, siden Per Holten Møller som den seneste danske træner havde roret ved B-VM i 1994.
Årstallene er VM-årene.
B-VM:
1995-1996: Dan Hobér (Sverige)
1997-2001: Jim Brithén (Sverige)
2002: Mikael Lundström (Sverige)
A-VM:
2003-2006: Mikael Lundström (Sverige)
2007-2008: Mike Sirant (Canada)
2009-2013: Per Bäckman (Sverige)
2014-2018: Jan Karlsson (Sverige)
Kilder: Ritzau og eliteprospects.com
/ritzau/