Det går den forkerte vej på fronten for ungdomsuddannelser, og der er lang vej til målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.
Færre gennemfører nu en ungdomsuddannelse, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I perioden fra 2003 til 2011 er andelen af 25-årige, der har gennemført en ungdomsuddannelse eller en uddannelse på højere niveau, faldet fra 73 til 67 procent.
Det absolutte tal af 25-årige, der har gennemført en ungdomsuddannelse, er også faldet - fra 48.500 i 2003 til 44.000 i 2011.
Men der er forskel på årgangene.
For de 19-årige er der sket en stigning fra 21 til 27 procent i perioden 2003 til 2011.
Stigningen skal ses i sammenhæng med, at andelen af unge mellem 18 og 25 år, der fuldfører en gymnasial uddannelse, er steget. Til gengæld er andelen, der fuldfører en erhvervsuddannelse, faldende.
Ser man på hele aldersgruppen 18-25 årige i 2011, var der 49 procent med en fuldført ungdomsuddannelse mod 51 procent i 2003.
For de 22-årige er der også tale om, at færre fuldførte en ungdomsuddannelse. I 2011 var andelen 63 procent mod 64 i 2003, skriver Danmarks Statistik.
/ritzau/