Det sociale netværk Facebook sætter prisen på en aktie til 38 dollar. Det annoncerede virksomheden sent torsdag, da børsen i New York var lukket.
Prisen svarer til 222 danske kroner.
Det er i den høje ende af det prisinterval, som iagttagere på forhånd havde gættet på, nemlig mellem 34 og 38 dollar.
Fredag vil aktien for første gang blive handlet på den amerikanske teknologibørs, Nasdaq. I alt er der sat 421 millioner aktier til salg.
Det vil indbringe selskabet op mod 16 milliarder dollar, hvilket er rekord for et internetselskab.
Samtidig vil det betyde, at hele selskabet får en værdi på omkring 100 milliarder dollar.
Handlen med Facebook-aktier bliver frigivet, når det amerikanske marked åbner fredag.
Eksperterne forventer, at der vil være stor rift om aktierne, hvilket vil sende kursen endnu højere op.
Aktieanalytikere håber endvidere, at Facebook kan være med til at løfte aktiemarkedet generelt, siger Josh Brown fra Fusion Analytics.
- Der er en rigtig trøstesløs stemning, men noget som Facebook kan få folk til at få det lidt bedre med at gå tilbage til nogle Nasdaq-navne, siger han til tv-stationen CNBC.
Torsdag gik de amerikanske børser tilbage for femte handelsdag i træk. Det er stadig udviklingen i eurozonen der spøger og skræmmer investorerne væk.
dpa