Det går hverken frem eller tilbage for den samlede økonomi i EU.
I de første tre måneder af 2012 var væksten i de 27 lande nemlig på et rundt nul, viser nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.
Dermed undgår landene samlet set en recession, der defineres som negativ vækst to kvartaler i streg.
Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om nulvækst i eurozonens 17 lande og en lille fremgang på 0,1 procent i hele EU.
Der er et lille tegn på bedring i forhold til det sidste kvartal af 2011, hvor økonomien målt i forhold til det samlede bruttonationalprodukt (BNP) skrumpede med 0,3 procent.
På den positive side trækker den stærke tyske økonomi op. Tyskerne oplevede i første kvartal en vækst på 0,5 procent.
Tysklands modstandsevne over for krisen i eurozonen er bemærkelsesværdig, da flere af landets nærmeste nabolande og vigtigste handelspartnere er hårdt ramt af krisen.
Også de baltiske lande fortsætter i vækstsporet, viser de nye tal.
På den anden side trækker blandt andet Italien ned. Det gældsplagede sydeuropæiske land oplevede for tredje kvartal i streg en negativ vækst. Denne gang skrumpede økonomien med 0,8 procent.
Også spanierne oplevede en tilbagegang på 0,3 procent.
Statistikken mangler data fra otte EU-lande, heriblandt Danmark.