I det lille østafrikanske land Eritrea har præsident Isaias Afwerki taget en kontroversiel beslutning. Han mener, at hvis Eritrea nogensinde skal komme den herskende fattigdom til livs, må man lære at stå på egne ben. Derfor har han valgt at sige nej tak til nødhjælp.

»Lande, der er afhængige af støtte fra udefrakommende donorer, er forkrøblede samfund,« siger præsidenten til L.A.Times.

Han er allerede i fuld gang. Inden for det sidste år har Eritrea takket nej til nødhjælp for mere end 200 millioner dollar, samt mad fra FN, udviklingslån fra Verdensbanken og tilskud fra internationale velgørenhedsorganisationer. Og siden 2005 er antallet af nødhjælpsorganisationer, der arbejder i Eritrea, faldet fra 37 til ni.

»Lad os være«

Som et led i Eritreas såkaldte selvtillidsprogram besluttede regeringen sidste år at stoppe FN’s fødevareprogram, som normalt leverer mad til en million af landets indbyggere.

Nødhjælpsorganisationer mener, at det er strategi, som udelukkende vil isolere Eritrea endnu mere.

»Det ser ud til, at regeringen hellere vil beskytte sine egne interesser, end at beskytte befolkningen,« siger en nødhjælpsarbejder til L.A.Times.

Men selvom Eritreas strategi er udskældt fra forskellige sider, så er præsidenten fast i sin beslutning.

»Lad os være i fred. Lad os passe vores arbejde,« siger Isaias Afwerki.

FN oplyser, at Eritrea på flere punkter viser bedre resultater end nabolandene Etiopien og Kenya. Det er blandt andet på områder som gennemsnitsalder og vaccinationer mod malaria.

»Sympatisk strategi«

Stig Jensen, ekstern lektor ved Afrikastudier på Københavns Universitet, synes, at udviklingen i Eritrea er spændende.

»Jeg synes, det er en ekstrem sympatisk strategi, som viser noget selvbevidsthed. De signalerer over for andre nationer, at de kan klare sig uden Vestens indblanding, og det er rigtig fint,« siger han.

Omkring de positive tal fra FN mener Stig Jensen, at man skal være påpasselig med ikke at drage forhastede konklusioner. »Det ser godt ud på den korte bane. Men det er altså tal inden for de sidste to år, og det er ikke nok til at sige noget om, hvorvidt de kan klare sig på den lange bane,« siger han.