Socialdemokraterne og SF er vant til barsk modstand fra den borgerlige blok i Folketinget. Men nu får de også deres faste alliancepartnere i Enhedslisten på nakken.
Det skyldes nye beregninger fra Skatteministeriet, der viser, at arbejdsløse og pensionister taber penge på den fælles skatteplan fra regeringsaspiranterne i S og SF.
"Hvis de her beregninger holder, så er deres skatteplan skæv. Og selv Villy Søvndal og hans regnemaskine kan jo tage fejl. Det kan ske for alle, og så skal det selvfølgelig laves om," siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.
"Principielt er det en selvfølge, at de, der har det dårligst, ikke skal have ringere vilkår af, at vi får en rød regering," fortsætter hun og slår fast, at Enhedslisten nægter at lægge stemmer til noget, der rammer de fattige.
"Det her område er hjerteblod," lyder det.
SF's finansordfører, Ole Sohn, bævrer dog ikke over betænkelighederne fra venstrefløjen.
"Jeg er helt sikker på, at vi kan blive enige med Enhedslisten. Skatteministeriets beregninger er forkerte."