Et el-løbehjul må højst kunne køre 20 km/t og må ikke kunne indstilles til en højere hastighed.
Du skal desuden være mindst 15 år for at køre alene i trafikken, og cykelhjelm er obligatorisk.
Elektriske løbehjul kan være både hurtige og praktiske, men der er klare grænser for, hvilke modeller der må bruges i den danske trafik. Det er derfor vigtigt at undersøge, at det løbehjul, du kører på, er lovligt.
Den vigtigste er hastigheden. Et el-løbehjul må højst kunne køre 20 km/t. Det må heller ikke være muligt at ændre en indstilling, så det kan køre hurtigere. Det oplyser Rådet for Sikker Trafik. Det betyder, at et el-løbehjul ikke bliver lovligt i trafikken alene ved, at føreren vælger at holde hastigheden under 20 km/t. Hvis løbehjulet kan køre hurtigere eller kan indstilles til det, er det ikke tilladt i trafikken. Det må højest veje 25 kilo.
Hjelm og aldersgrænse
Du skal som udgangspunkt være fyldt 15 år for at køre alene på el-løbehjul i trafikken. Er du under 15 år, skal man følges med en voksen på mindst 18 år. Undtagelsen er blandt andet privat grund og skiltede lege- og opholdsområder.
Hastighed: Højst 20 km/t. Løbehjulet må heller ikke kunne indstilles til at køre hurtigere.
Alder: Mindst 15 år for at køre alene i trafikken. Yngre børn skal som udgangspunkt følges med en voksen på mindst 18 år.
Hjelm: Cykelhjelm er obligatorisk.
Passager: Der må kun være én person på løbehjulet.
Lys: For- og baglygte skal være tændt hele døgnet.
Promille: Grænsen er 0,5.
Cykelhjelm er lovpligtig for alle på el-løbehjul. Bøden for at køre uden hjelm er 1.500 kroner.
El-løbehjul følger desuden i vidt omfang reglerne for cykler. Det betyder blandt andet, at du skal bruge cykelstien, hvor der er en, og følge signaler og skiltning for cyklister. Du må ikke køre på fortovet, gangstier eller gennem fodgængerfelter, og der må kun være én person på løbehjulet.
Lys hele døgnet
Der skal være lys foran og bagpå hele døgnet. Forlygten skal være hvid eller gul, mens baglygten skal være rød. Et lovligt el-løbehjul skal også have de krævede reflekser og være CE-godkendt. Der må ikke være sæde på løbehjulet.
Promillegrænsen er 0,5, og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
Kører man ulovligt og bliver involveret i en ulykke, advarer Rådet for Sikker Trafik samtidig om, at der kan opstå problemer med forsikringsdækningen.