Den idé er "snydedum".
Sådan lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen, efter Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i Jyllands-Posten, har opfordret lønmodtagerne til at holde igen med deres lønkrav i den kommende tid.
"Det er uklogt, for hvis ikke der er pres på lønomkostningerne, så luller det arbejdsgiverne i søvn," siger Henning Jørgensen til Newspaq og uddyber, at det vil komme til at gå ud over innovationen, hvilket ikke er i trit med udviklingen.
Henrik Sass Larsen mener, at arbejdsgiverne vil ansætte flere folk, hvis deres lønomkostninger falder, men arbejdsmarkedsforskeren tror, det vil få den stik modsatte effekt.
"Det er jo ikke sket. Det er derfor, vi har fået en jobløs vækst. I stedet er pengene blevet brugt til valutaspekulationer og boligboble," siger han.
Han mener i stedet, at Socialdemokraterne bør kæmpe for at fjerne noget af den usikkerhed, der får folk til at holde på pengene og spare op, så pengene kommer i cirkulation i samfundet.
Problemet er slet ikke, at lønningerne er for høje, forklarer Henning Jørgensen. Lønstigninerne ligger kun på to procent om året, mens inflationen ligger på tre procent. Dermed er der et fald i den reelle løn, slår han fast.
Han mener, politikerne bør blande sig helt udenom overenskomstforhandlingerne.