Når Socialdemokraterne opfordrer lønmodtagerne til at holde igen med deres lønkrav, så gælder den opfordring så absolut også direktørerne. Det siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).
"Den største lønfest, der er foregået de sidste ti år, er jo ikke foregået på fabriksgulvet. Det er jo foregået i direktionslokalet, hvor de har fået ganske kraftige lønstigninger. Jeg har tilmed lagt mærke til, at der er mange steder, hvor man, efter den store krise har sat ind, endog også har bevilget sig selv store lønstigninger. Det synes jeg måske ikke er helt klædeligt, når man nu skal bede alle mennesker om at holde tilbage," siger Henrik Sass Larsen til Newspaq.
Meldingen kommer efter, Dansk Arbejdsgiverforening har konstateret, at omkostningerne generelt set er for høje, men at det ikke er nok at opfordre lønmodtagerne til at holde igen med deres lønkrav. En rød regering burde også droppe at hæve skatter og afgifter for private og virksomheder, for ellers er effekten ikke stor nok.
"Det er ikke retfærdigt. Nu er det selvfølgelig valgkamp, og så skal de mene den slags. Men jeg synes ikke, det er ansvarligt i forhold til, at vi kommer med nogle ret ansvarlige og konstruktive råd," siger Henrik Sass Larsen.