Omkostningerne skal ned, og det gælder ikke mindst lønnen. Den klare melding kommer fra Dansk Arbejdsgiverforening, efter Socialdemokraterne i dag har opfordret lønmodtagerne til at holde igen med deres lønkrav.
"Realiteten er, at der ikke vil være plads til store lønstigninger et stykke tid frem. Realismen har indfundet sig," siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen til Jyllands-Posten.
I Dansk Arbejdsgiverforening påpeger Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), at omkostningerne herhjemme generelt er for høje. Det er kombinationen af lønningernes størrelse, skatte- og afgiftsniveau både for private og virksomheder samt effektiviteten i produktionen.
"Jeg mener ikke, der er noget nyt i det. Det er helt åbenbart, at det danske omkostningsniveau er i ubalance med de lande, vi konkurrerer med, og det gælder selv de nærmeste lande, Sverige og Tyskland. Vores produktionsomkostninger er simpelthen for høje," siger Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til Newspaq.
Socialdemokraterne vil give en skatterabat til virksomhederne, når de investerer i nyt materiel, og lønmodtagerne får en længere dagpengeperiode og flere penge til efteruddannelse.
Jørn Neergaard Larsen påpeger, at Socialdemokraterne også burde kigge indad, inden de kaster ansvaret over på lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
"Man er jo nødt til at være redelig med sine egne udspil. Det kan jo ikke nytte noget, at man siger til nogle, at de skal være løntilbageholdne, samtidig med at man selv truer med skattestigninger til nogen af de medarbejdergrupper eller jobgrupper, der flytter flest ud af Danmark i disse måneder. Enhver form for tale om skattestigninger på lønindkomster eller afgiftsstigninger på virksomheder er det samme som, at man vil tage ansvaret for at fortsætte nedturen for Danmark," siger Jørn Neergaard Larsen.