Lukkede skoler, flere elever i klasserne og en dårligere vikardækning. Det kan blive konsekvenserne af regeringens netop fremlagte 2020-plan, mener lektor i samfundsfag ved Journalisthøjskolen, Roger Buch.
Ifølge planen skal den offentlige vækst holdes på 0,8 procent om året, og det kommer til at gå ud over de danske kommuner, forudser Roger Buch. Og især socialområdet, skoler og ældre vil blive ramt.
- Kommunerne vil mærke det, da 60 procent af de offentligt ansatte sidder i kommunerne, som både sidder på socialområdet, skoleområdet og ældreområdet. De vil kunne mærke det, siger han.
Ifølge Roger Buch er det så godt som sikkert, at besparelserne især kommer til at ligge på skoleområdet. Enten i form af at lukke skoler, putte flere elever i hver klasse, eller ved at skære ned på vikardækningen.
Næstformand i Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, mener dog, at væksten på 0,8 procent ikke ændrer ved så meget.
- Det minder meget om det niveau, vi allerede kender, mener han.
Roger Buch er enig i, at det bliver en fortsættelse af den tidligere regerings stramme kurs siden 2008, men tilføjer.
- Grundlæggende vil man have lige så mange penge som i dag. Problemet er, at områder som specialundervisning, handicapområdet og det specialiserede socialområde er i vækst. På en hel række områder, er der - populært sagt - blevet flere kunder i butikken, siger han.
- Og når man kombinerer et vækstområde med en stillestående økonomi, så er det klart, at man bliver nødt til at skære ned på andre områder. I de seneste år har det været skoleområdet og ældreområdet, og det bliver de samme områder igen, vurderer han.