U17-pigelandsholdets træner, Kristian Mørch Rasmussen, optræder også som ekspert på sportsmediet Mediano. Her skriver han om landholdets styrker og svagheder, som han ser dem, efter den sidste test imod Mexico. Og så kommer han med sit bud på, hvad trænerteamet bør prioritere højest i den begrænsede tid i VM-lejren.
Med søndagens test imod Mexico så vi et dansk hold med de styrker og svagheder, som vi nu engang har. Overordnet set er jeg optimistisk, så lad os se på det positive først.
Holdet spiller med en tydelig gameplan, som vil kunne gøre ondt på de fleste modstandere – især de første to vi skal møde i form af Peru og Australien. Vi har nogle klare fysiske styrker men også fart til at løbe i bagrum, og skulle en modstander stille sig langt tilbage, har vi nogle klare forcer i form af Christian Eriksen og Pione Sisto, der også kan meget på egen hånd.
Hvis vi tager udgangspunkt i den opstilling som Åge Hareide satte i søndagens 2-0-sejr, så har han samtidig gode muligheder for at ændre holdets udtryk med indskiftninger undervejs. Byttes Lasse Schöne med William Kvist, får vi mere spil igennem midtbanen, og med Martin Braithwaite og Kasper Dolberg i stedet for henholdsvis Pione Sisto og Nicolai Jørgensen, får vi lige pludselig en offensiv med store forcer i dybdeløbene. Og selvom Andreas Cornelius ikke ligner førstereserven i angrebet, så kan han også sagtens komme i spil med sin store fysik, der altid vil være en trussel i modstandernes felt.
Vi står rigtig stærkt frem imod slutrunden som hold, og vi har før været oppe imod en fransk stjerneparade, hvor vi endte med at vise os som det bedste hold, som vi så det ved VM i Japan og Sydkorea i 2002. Og så kan vi jo håbe på, at vi har overstået vores interne kontroverser før slutrunden, og at de andre får dem i løbet af turneringen.
Men vi er langt fra favoritter til at gå hele vejen, og det skyldes blandt andet, at vi har et problem med opspillet i vores venstreside, hvor Jens Stryger Larsen og Andreas Christensen optræder på venstre back og som venstre stopper. De har begge højre fod som deres foretrukne, og det giver nogle begrænsninger i opspillet. Stryger kommer sjældent i overlap længere fremme på banen, og det efterlader Sisto lidt (for) alene, fordi hans spillemuligheder i mange tilfælde vil blive begrænset til at være Thomas Delaney, der kommer fra et centralt udgangspunkt, hvilket ikke er optimalt.
På den anden side er defensiven nu engang sat i verden for at forsvare som udgangspunkt, og det har den gjort. Landsholdet har ikke lukket et mål ind, siden Shane Duffy scorede til 1-0 i Dublin i playoff-kampen tilbage i november.
Et andet svagt punkt på vores hold er evnen til at score mål. Både Jørgensen og Dolberg havde hver især en fremragende sæson i 16/17, men 17/18-sæsonen i Holland har ikke været lige så sjov med danske briller. Derfor skal vi næppe regne med at se offensiven blomstre, som vi så det med fem mål imod Irland og fire imod Polen i efteråret. Vi skal sætte vores lid til et godt defensivt fundament personificeret i Kasper Schmeichel, Andreas Christensen, Simon Kjær og William Kvist, og så håbe på, at Eriksen enten sætter sine kolleger op eller viser klassen på egen hånd, ligesom i Dublin.
Nu bør Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland være glemt, og det bliver forhåbentlig nemmere at fokusere på det væsentlige, nu når holdet er på plads i Anapa ved Sortehavet. Dem, der døjer med småskader eller mindre skavanker, skal blive helt klar. Og på træningsbanen skal der fokuseres på standardsituationerne, hvor vi sagtens kan blive farligere, end vi hidtil har vist os.
Med andre ord bør de overordnede temaer for Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson i de kommende dage frem imod premieren mod Peru være holdånd, restitution og standardsituationer.