Den egyptiske hær har mandag sendt forstærkninger til Sinai-halvøen, efter at præsident Mohamed Mursi har erklæret, at han ikke vil forhandle med de militante islamister, som i sidste uge bortførte syv medlemmer af den egyptiske sikkerhedsstyrke.
Egyptiske myndigheder har tilsyneladende svært ved at styre sikkerhedssituationen på Sinai-halvøen, der har været ramt af en lang række bortførelser siden afgangen af Hosni Mubarak fra præsidentposten i 2011.
Radikale islamister i området har desuden angrebet Israel og mål i det nordlige Sinai.
Forleden lukkede egyptiske grænsevagter passagen til Gaza-striben i byen Rafah for at sætte pres på regeringen og med det formål at få deres politikolleger befriet.
Vidner kunne mandag se armerede mandskabsvogne passere mod øst over Suez-kanalen med retning mod det nordlige Sinai, hvor militante havde angrebet en politistation tidligere på dagen.
Soldaterne ankom senere til byen El-Arish, og en militærkilde fortæller, at hæren blev udsendt til Sinai efter et møde søndag mellem præsident Mursi og hæren.
Mursi har lovet ikke at indgå aftaler med bortførerne i et forsøg på at få frigivet gidslerne.
Da sikkerhedssituationen blev forringet fra 2011, accepterede Israel et ønske fra Egypten om at sende flere soldater til området, end de to lande var blevet enige om i en fredsaftale fra 1979.
/ritzau/Reuters