Gammelt fiskegarn eller andet fiskegrej, der bliver efterladt af fiskere i det grønlandske hav, fanger fortsat fisk for omkring 60 millioner kroner om året.
Det fremgår af en undersøgelse, der er foretaget af Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.
- Naalakkersuisut finder det vigtigt at værne om naturen. Vi har en ambition om at være det reneste land i verden. Det vil kun lykkes, hvis vi alle tager ansvar.
Foruden at det efterladte fiskergrej forurener, medfører det også det problem, at fiskene sætter sig fast i fiskergrejet, og dermed kan de ikke samles op af de grønlandske fiskere. Fiskene går til spilde, og fiskerne går glip af indtjening.
- Sammen med fiskerne må vi se på, hvad vi kan gøre ved problemet, siger Kalistat Lund, der er naalakkersuisoq for miljø, hvilket svarer til Grønlands miljøminister, til Sermitsiaq.AG.
- Vi oplever heldigvis også, at der er et større fokus på at tage ansvar og rydde op efter sig selv, siger Kalistat Lund.
Oprensningen vil koste 30 millioner kroner, oplyser Naalakkersuisut ifølge mediet.
Det skyldes blandt andet, at det kan være svært at finde de mistede fiskeredskaber, da isbjerge eller havstrøm kan få redskaberne til at drive væk.
I undersøgelsen bliver der peget på en række tiltag, der kan hjælpe med at løse problemet. Blandt andet at indføre pant på fiskeredskaberne, så fiskerne har større incitament til at aflevere gammelt udstyr korrekt eller hjælpe med at samle mistet udstyr op.
Overskydende pant vil også kunne bruges til at finansiere oprydning af det mistede fiskegarn, skriver Naalakkersuisut.
I Danmark er der ved at blive lavet en undersøgelse af problemets omfang i danske farvande. Den foretages af DTU Aqua for Fiskeristyrelsen og skal sætte tal på mængden og typen af det tabte fiskegrej, og om hvor mange dyr der bliver fanget i nettene.
Undersøgelsens resultater skulle have været klar ved udgangen af december 2020, men er blevet udskudt.
/ritzau/