Dong Energy får britisk ja til verdens største havmøllepark

Dong skal opføre verdens største havvindmøllepark i det nordlige England.

Dong Energy har fået kontrakt på at bygge sin havmøllepark Hornsea Project Two. Det oplyser Dong Energy.

- Med en enorm kapacitet på 1.386 MW, hvilket er nok til at forsyne over 1,3 millioner britiske husstande med strøm, bliver Hornsea Project Two verdens største havmøllepark, oplyser Dong Energy.

Arbejdet med havmølleparken har stået på længe, og Dong fik i august 2016 de britiske myndigheders samtykke til projektet, hvor der nu er en endelig kontrakt.

Havmølleparken skal ifølge Dong Energy opføres til den laveste pris på havvind i Storbritannien nogensinde.

Dong Energy er allerede i gang med at bygge Hornsea Project One.

Hornsea Project Two bliver opført 89 km fra Yorkshires kyst i det nordlige England og forventes at være driftsklar fra 2022.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.